Viktor Fischer har sat sig et mål om at være A-landsholdsspiller til sommer. Han føler ikke, at vejen er så lang
Han har kun lige fået debut på U/21-landsholdet, men Viktor Fischer har ikke tænkt sig at spille på det ældste ungdomslandshold ret længe. Han drømmer om snart at få prikket af A-landsholdets træner Morten Olsen.
- Min egen målsætning er at være tæt på A-landsholdet omkring sommer næste år, siger Viktor Fischer til DBU's hjemmeside.
Ajax-spilleren har altså målsætningerne på plads og selvtilliden samme sted. 18-årige Fischer har set Christian Eriksen og Nicolai Boilesen debutere på Olsens landshold i en tidlig alder, og han satser på, at spilletid i Æresdivisionen kan være billet til at få landsholdsdrømmen opfyldt.
- På en måde tror jeg, det er et spørgsmål om at spille førsteholdsfodbold i Ajax eller ej. Jeg træner hver dag med førsteholdet, jeg har siddet på bænken mange gange, og jeg har spillet Super Cuppen, så i mine øjne er det rigtig tæt på, men hvad træneren synes er svært at sige, siger Fischer.
Viktor Fischer debuterede på U21-landsholdet i tirsdagens 3-1 nederlag i Aalborg til Spanien, der dermed slukkede Fischer og de andre U21-drenges drøm om en plads ved EM-slutrunden næste år.
tipsbladet.dk








