Thomas Sørensen, Christian Poulsen, Dennis Rommedahl og Lars Jacobsen har alle alderen til et landsholdsstop. Endnu har ingen dog sagt fra.
Lars Jacobsen gav et klart svar efter nederlaget ved EM til Tyskland. Han fortsætter på landsholdet, selv om hans næste fødselsdag er hans 33. Dennis Rommedahl gav et lidt mere vævende svar, men lod forstå at han gerne vil fortsætte, men at han ikke er ene om at træffe beslutningen om at stoppe i rødt og hvidt.
Der er fire landsholdsveteraner, der nærmer sig en udløbsdato. Ud over Jacobsen og Rommedahl er også Thomas Sørensen og Christian Poulsen snart ved at være modne til et landsholdsstop, hvis man kigger alene på dåbsattesten. Poulsen var reserve under EM, og Sørensen blev vraget allerede inden turneringen på grund af en rygskade, som han selv godt mente, han kunne komme sig over inden slutrunden.
Landstræner Morten Olsen har dog endnu ikke modtaget besked fra nogen af spillerne om, at de stopper på landsholdet.
- De trækker allesammen lige vejret og holder ferie, og det er fornuftigt nok oven på en lang sommer. Der er nogen, der skal skifte klub og som først derefter kan træffe en beslutning om det her. Jeg kan konstatere, at der ikke er nogen af dem, du nævner, der har sagt, at de har spillet deres sidste kamp, og det er det, jeg forholder mig til, siger Morten Olsen til tipsbladet.dk.
Om landstræneren så ønsker at benytte sig af de fire spillere i den forestående VM-kvalifikation, er en helt anden sag. Vi får et fingerpeg, når Morten Olsen udtager sin trup til træningskampen den 15. august mod Slovakiet. Lige nu har Olsen i hvert fald ikke besluttet, om der fortsat er plads til holdets veteraner.
- Jeg spekulerer ikke over det pt, og jeg har ikke gjort op, om det skal være det ene eller det andet. Og hvis jeg havde, så ville jeg også fortælle spilleren det, inden jeg fortæller dig det, siger Morten Olsen.
Danmark er i VM-kvalifikationspulje med Italien, Tjekkiet, Bulgarien, Armenien og Malta.






