Sportschefen for Berlingske Tidende, Flemming Fjeldgaard har taget et nærmere kig på The Special One, Jose Mourinho der i aften står i karrierrens anden Champions League-finale
Der er en vidunderlig videosekvens fra spillertunnellen under Stamford Bridge, optaget i marts i sekunderne inden 11 Chelsea-spillere løber på græs til en Champions League-kamp mod italienske Inter. Der er få minutter til kickoff og tid til et nødvendigt behov for fokus. Men i spillertunnellen viser videobillederne intet andet end pjatterier, rygklap og high-fives mellem Chelsea-spillerne og deres tidligere mentor, Inters træner José Mourinho. Det er som sønnernes gensyn med farmand.
Den sekvens fortæller mere om Mourinhos væsentligste kvaliteter, end alle dem han på velkendt, selvpromoverende facon har serveret pressen - også i optakt til aftenens Champions League-finale mellem Inter og Bayern Münhen.
Mourinho er allerede inden finalen i Madrid et forbillede som en af verdens mest succesrige trænere. På tværs af al sport. Han har - bortset fra en enkelt "smutter" - vundet et nationalt mesterskab hvert år siden 2003. Han kan i aften blive den tredje træner i historien, som vinder mesterholdenes turnering med to forskellige klubber. Før ham lykkedes det for Ernst Happel og Ottmar Hitzfeld. Det er alt sammen respektindgydende, mildest talt.
Jeg håber bare aldrig, Mourinho danner ret megen fodboldtaktisk skole. Jeg ønsker ikke fodboldspillet et taktisk forbillede som Mourinho.Fodbold er en subjektiv oplevelse, og der er en skønhed også i taktisk brutalitet. Men jeg bryder mig ikke om det. Det er ødelæggelser før skabelsen, og det er ikke min stil, og længere er den egentlig ikke.
Portugiserens facon og personlighed må til gengæld meget gerne være et forbillede, og så er vi tilbage ved videosekvensen fra Stamford Bridge. Jeg tager gerne den fodboldtaktiske udvikling, Mourinho leverer, som forbillede i et par år, hvis portugiserens personlighed smitter i samme grad.
Fodbold er blevet en lille verden af professionelle aktører, som i stigende grad tager afstand fra sit eget publikum, og som enten i arrogance eller disrespekt for de mekanismer, der har skabt fodboldspillet sin verdensompændende succes, lukker sig bag tamme klichéer og papmaché-attitude. Det er må-vi-ikke-bare-spille-i-fred og kunsten at sige ingenting, og Mourinho er en af de pragtfulde undtagelser, der udpensler udviklingen.
Ægte, autentisk og troværdig som menneske. Spontan, ærlig, ligefrem og smaskfyldt med fejl i sin væremåde. Herligt.
Mourinho tør kalde sig selv "the special one", prale og udbasunere sine følelser for sporten. Han lægger alt frem. Mourinho tør tilsvine italiensk fodbold, selv om han er på kontrakt i Italien. Mourinho turde før Champions League-finalen - som Inter-træner - at lægge billet ind på et job i Real Madrid.
I den papmaché-verden, fodbold kan være, tror jeg, Chelsea-spillerne i sin tid reagerede positivt på den autenticitet, hvormed Mourinho entrerede London-klubben. Jeg hører på italienske iagttagere, at det samme er sket i Inter. Mourinho stikker ud, og alene derfor ønsker jeg ham succes i international fodbold. Også i aften. Også selv om Inter kan være en langgaber at følge på skærmen og sikker bliver det igen mod Bayern.
