Den italienske angrebslegende Filippo Inzaghi har indstillet karrieren med øjeblikkelig virkning. I fremtiden skal han arbejde som træner i AC Milan.
En legende takker af. Den italienske målmaskine Filippo Inzaghi har spillet sin sidste kamp på topplan. Angriberen har været uden kontrakt siden 30. juni, hvor hans aftale med AC Milan udløb, og det var ventet, at italieneren ville gå på jagt efter en ny klub.
Men tirsdag aften har den snart 39-årige angriber meddelt, at han indstiller karrieren med øjeblikkelig virkning.
Filippo Inzaghi forlader dog ikke den verden, han har været en del af i så mange år. Italieneren fortæller nemlig samtidig med karrierestoppet, at han har fået job i AC Milan, hvor han skal træne den yngste del af klubbens ungdomsakademi, Allievi Nazionali. I første omgang har han underskrevet en kontrakt gældende til sommeren 2014.
Filippo Inzaghi nåede at repræsentere AC Milan hele 300 gange og score 126 mål. Angriberen har også været i klubber som Juventus, Atalanta og Parma, ligesom han optrådte 57 gange for det italienske landshold









