Hertha Berlin har ifølge avisen Bild fyret træner Michael Skibbe efter blot fem kampe i spidsen for klubben.
Den tidligere Dortmund og Leverkusen-træner Michael Skibbe overtog posten i Hertha Berlin den 22. december, efter at have brugt en klausul i sin kontrakt med tyrkiske Eskisehirspor, som gjorde det muligt for ham at forlade klubben i utide.
Men nu ser det ud til at Skibbe må gøre det samme, altså forlade en klub i utide, denne gang dog helt ufrivilligt, idet den tyske avis Bild skriver, at Skibbe er blevet fyret som træner for Hertha Berlin efter blot fem kampe ved roret.
Skibbe overtog klubben, da den lå nummer 11 i Bundesligaen, og bebudede flot og underholdende fodbold til det kræsne hovedstadspublikum. Siden er Hertha dog røget ned på 17. pladsen i tabellen, og beslutningen om at fyre Skibbe kommer ovenpå holdets ydmygende 0-5 nederlag til William Kvists Stuttgart.
Det forventes, at Skibbe officielt bliver fyret senere søndag eftermiddag.
Favorit til at overtage det tomme trænersæde er Hoffenheims tidligere træner Holger Stanislawski.
tipsbladet.dk








