Manchester United-manager Sir Alex Ferguson hyldede den sene sejr mod Bolton Wanderers.
Igen-igen lykkedes det for Manchester United at få en sejr ud af en tilsyneladende uafgjort kamp, da holdet vandt 1-0 hjemme over Bolton Wanderers lørdag eftermiddag.
Og det var noget, der glædede manager Sir Alex Ferguson.
- Denne klub er noget særligt. Dette er klubbens ånd. Og ingen andre klubber i landet har den ånd, sagde Sir Alex Ferguson efter kampen til Manchester Uniteds hjemmeside.
- Vi er fantastiske, når det gælder om at bide tænderne sammen og få noget ud af en tilsyneladende umulig situation. Vi gjorde det igen i dag, og stor ros til gutterne for det, tilføjede skotten, der måtte overvære kampen fra tribunen, fordi han afsoner en karantæne på fem dage p.g.a. kontroversielle udtalelser om dommerne.
Sejren over Bolton-mandskabet kom oven i købet i hus, efter at Manchester United havde fået udvist Jonny Evans efter en hård og for sen tackling af gæsternes Stuart Holden.
- Derfra var fansene fantastiske i deres opbakning til holdet. Udvisningen så faktisk ud til at gavne os, sagde Sir Alex Ferguson.








