Manchester United-manager Alex Ferguson er ikke blevet indberettet for at brokke sig til dommerne under kampen mod Newcastle
Der var masser af frustrationer undervejs hos manager Alex Ferguson, da Manchester United onsdag mødte Newcastle. United var bagud tre gange men vandt alligevel til sidst med 4-3.
Specielt ved 1-2-målet viste manageren sit hidsige temperament. Ferguson var af den klare opfattelse, at der ved Johnny Evans selvmål burde have været fløjtet enten for offside ved indlægget eller for frispark mod Newcastles Pappis Cisse, der havde fat i armen på Evans.
Før 2. halvleg blev sat i gang brokkede Alex Ferguson sig højlydt til dommerne, hvilket medførte spekulationer om, hvorvidt situationen ville blive indberettet til fodboldforbundet med en straf til følge.
Men dommer Mike Dean har ikke indberettet den den iltre skottes brok og Ferguson slipper dermed for straf.
Med 4-3-sejren øgede United på samme tid afstanden til Manchester City, der løb ind i nederlag til Sunderland. Derfor er United nu syv point foran konkurrenterne inden der 29. og 30. december venter en ny spillerunde.
Manchester United møder lørdag West Bromwich hjemme, mens Manchester City samme dag skal på besøg hos Norwich.
tipsbladet.dk









