José Mourinho menes at forlade Real Madrid til sommer, og pilen peger mod England, hvor Manchester United før eller siden skal have nye manager. Skal det ske, skal Alex Ferguson sige stop før tid.
Manchester Uniteds 70-årige manager Alex Ferguson har udtalt, at han gerne vil fortsætte i jobbet tre år endnu. Drømmen er at vinde en tredje Champions League-triumf, inden han lægger taktikbrættet på hylden og blive pensionist.
Men hvem skal afløse Ferguson? I manges øjne er José Mourinho det oplagte valg.
Portugiseren er imidlertid bundet til Real Madrid, som han dog ventes at sige farvel til til sommer. Mourinho vil gerne tilbage til England, og kender man ham ret, vil han til én af de største klubber i Premier League.
Alex Ferguson er, ifølge Daily Mail, en stor beundrer af José Mourinho og hans resultater med Porto, Chelsea, Inter og Real Madrid. Derfor vil det også være op til Ferguson selv at sikre, at Mourinho bliver hans afløser. Og skal det være nu, skal Ferguson stoppe til sommer for at give plads til portugiseren og samtidig undgå, at han lander hos én af Manchester Uniteds konkurrenter.
Samtidig følger det engelske fodboldforbund formentlig José Mourinho tæt. Ifølge Mourinho selv blev han allerede tilbudt det engelske landstrænerjob i 2007, men han sagde nej, og FA ansatte istedet italieneren Fabio Capello. Han stopper efter EM til sommer, og Mourinho vil være en hot kandidat til at overtage det job, selv om Tottenhams Harry Redknapp fortsat menes at være favorit.
Én ting er nok helt sikkert. Skulle Mourinho gøre alvor af at forlade Real Madrid til sommer, vil han ikke ende med at stå arbejdsløs.
tipsbladet.dk








