Patrice Evra forudser hårde konsekvenser, hvis Manchester United mister forspringet til Manchester City i Premier League, ligesom de gjorde i sidste sæson.
Da Javier Hernandez i overtiden scorede 4-3-målet i sejren over Newcastle i går, bragte han samtidig forspringet mellem Alex Fergusons tropper og Manchester City op på syv point.
I sidste sæson havde Manchester United et forspring til lokalrivalerne på otte point inden de sidste fem runder, men alligevel endte holdet med at tabe mesterskabet. Hvis det sker igen, er Patrice Evra bange for at miste sit job.
- I sidste sæson var forspringet på samme størrelse som nu, men vi endte alligevel med at tabe på målforskel. Hvis det sker igen, fyrer Alex Ferguson os alle sammen, siger den 31-årige venstre back til Canal Plus.
Sejren over Newcastle kom i hus efter en dramatisk kamp, hvor Manchester United var bagud flere gange. Og Evra afslører da også, at stemningen i omklædningsrummet efter kampen ikke har været højere i denne sæson.
- Det var første gang i denne sæson, at jeg så, de andre (United-spillerne, red.) var så glade efter kampen. I halvlegen fortalte Ferguson os, at hvis vi kunne vende kampen på hovedet og vinde, ville vi have en stor chance for at vinde mesterskabet.
Manchester United skal forsøge at få endnu en sejr, når de på lørdag tager imod West Bromwich Albions.
Tipsbladet









