FC Midtjylland tog sig sine forholdsregler, da klubben stillede skarpt på en handel med Morten "Duncan" Rasmussen.
I 2009 hyrede FC Midtjyllands nuværende direktør og daværende ungdomschef Claus Steinlein den kontraktløse målmand Arek Onyszko, som havde fået en fyreseddel i OB.
Der gik fire måneder, før FCM gav målmanden sin anden fyreseddel i 2009, da han skrev en bog, der med sine skrappe holdninger ikke faldt i den imagebevidste klubs smag.
Uden øvrig sammenligning med den stærke eks-målmand ville FC Midtjylland og Steinlein undgå en lignende episode, da en simpel Google-søgning på Morten ”Duncan” Rasmussen bringer en del historier frem, som FCM ikke vil have gentaget i de næste fire år.
Så derfor har FC Midtjylland kigget på og talt grundigt med angriberen, før kontrakten blev underskrevet, og Claus Steinlein er tryg ved den handel, han har lavet.
- Vi kender ”Duncan” fra mange år i Superligaen og ved, hvad vi får. Det, der bekymrede os, var om han var et godt forbillede for de mange unge spillere, vi har i truppen. Jeg havde samtaler med ”Duncan” hele dagen [onsdag 1. august], og mit klare indtryk er, at han er gået fra at være en ung knægt, der var lidt for hurtig på aftrækkeren i nogle situationer og lavede fejl, til at have lært af de fejl og nu er en helt anden moden mand. Vi har alle lavet ting i vores ungdom, som vi ikke er stolte af, og som ikke er kommet ud i offentligheden, som de er i ”Duncans” tilfælde, siger Claus Steinlein til Tipsbladet.
- Det var mennesket ”Duncan”, som vi var i tvivl om, for vi har også læst, hvad han har gjort, og hvad der er sket i hans karriere. Han har fået en stor pil op, og han skal have en ny chance. Han har virkelig lavet om på sig selv, siger Steinlein.
- Spilleren ”Duncan” var vi aldrig i tvivl om. Han har stort set scoret et mål for hver to kampe, han har spillet. Når han kommer i den rigtige form, har vi to gode alternativer til pladsen oppe i front, og af og til vil han og Tim kunne spille sammen. Det giver flere strenge at spille på for Glen Riddersholm, siger Claus Steinlein.
tipsbladet.dk










