På et mål af Ailton Almeida tolv minutter før tid vandt FCK over Brøndby i det klassiske storkøbenhavnske derby.
- I spiller jo norsk.
Sagde landsbyforeningens direktør, Hermann, for den vindblæste forening langt væk fra hovedstaden. Den store underholdningskoncerns CEO, Don Ø, svarede igen:
- Discount, kyllinger.
Klichéerne, der klæber til det store københavnske derby, var inden aftenens kamp lige så tykke som i et eventyr. Hvilket de skal og altid vil være.
I sidste ende var det "nordmændene", der endte med sejren. Det var en yndling fra de varme lande, en mørk brasilianer ved navn Ailton Almeida, som i det 78. minut kunne løbe ud og kysse det brasilianske flag, som FCKs tilskuere havde taget med på Brøndby Stadion. Sådan fejrer en brasilianer en scoring. Og sådan erobrer FCK igen førstepladsen i ligaen.
Kampen mandag aften var ikke blot et fingerpeg på, hvor mesterskabet kan ende med at stå om godt tre måneder. Kampen kunne efter det obligatoriske vinterhi også give svar på kvaliteten af nye, gamle og af egen jord fremavlede talenter; på betydningen af vigtige Europa-kampe opvarmning til ligaen; udgange på de til foråret lagte taktiske indgange og ikke mindst på, hvorvidt Kent Nielsen ville opdatere sin kampuniform, så den afspejler springet fra mulden i Horsens til de bonede græsstrå i toppen af dansk fodbold.
Det vigtigste først: Kent Nielsen var klædt i blå shorts af mærket Adidas. Dertil en casual, lidt skævt hængende sort træningstrøje af samme mærke.
Af jord er han i sin tid kommet fra Brøndby, og ved jorden skal Brøndby-folket blive.
- Discount og kyllinger, kaldte Flemming Østergaard Vestegnens Stolthed med tanke på klubbens gule farve.
Kent Nielsen med et fuldt bevidst svar først med sin påklædning. Og derefter verbalt:
- Der er bare forskel. Vores tradition, vores geografi, omgivelser hører arbejderkulturen til. FCK gør det på en anden måde, mere business-like.
FCK-træner Ståle Solbakken stod ved siden af Kent Nielsen på Brøndby Stadions græstæppe. Som prædikanter for hver deres menighed personificerede de klichéerne: Kent med uglet hår og i shorts, Solbakken med pudset isse, i jakkesæt, fine sko og en klubfrakke i sort båret med stil.
Og hvem der så i virkeligheden ikke har noget tøj på, betyder måske ikke så meget i sidste ende, hvor marginalerne kan afgøre ikke blot en fodboldkamp, men et mesterskab.
Men alle klichéerne, alle fornærmelserne, alle svinestregerne skal med i fortællingen om derbyet mellem Brøndby og FCK. De hører med som arketypiske elementer i de to klubbers og deres indbyrdes kampes mytologi. Kyllinger, discount, business, underholdningskoncern, bonderøve, arbejderkultur og så Brøndby-direktør Hermann Haraldsson, der som den selvproklamerede men-han-har-jo-intet på-dreng i H.C. Andersens eventyr:
- I spiller jo norsk.
Det kan diskuteres, men FCK er i hvert fald nået langt med holdets spillestil. I aftes var det overraskende med Cesar Santin og Martin Vingaard i startopstillingen, mens Brøndby stillede op som forventet med klubbens nye hollænder Remco van der Schaaf i forsvaret, den først udstødte og nu tilbagevendte Joseph Elanga på venstre back og Alexander Farnerud og Morten Duncan Rasmussen i angrebet.
Det vakte i ugens løb opsigt, at Kent Nielsen proklamerede, at Brøndby ikke nødvendigvis skulle spille offensivt, men snarere have udgangspunkt i en stærk defensiv organisation. Ord, der ikke ligefrem klinger smukt i ører på gamle koryfæer som Ebbe Skovdahl, Morten Olsen og Michael Laudrup, men ifølge Nielsen nødvendige for at overleve på toppen i dagens fodboldbillede.
Hvorvidt det var vinterrusten, den snævre fokus på de defensive dyder eller fordi den ellers brillante playmaker Michael Krohn-Dehli og Jan Kristiansen, der ellers startede kampen godt, ikke havde deres bedste dag, som understregede Brøndbys offensive mangler i kampen er ikke til at sige. Andre svar kan være, at Samuel Holmén på højrekanten samt de to uprøvede backer Daniel Wass og Joseph Elanga aldrig formåede at brede spillet ud, hvilket Brøndby ofte har lukreret på, når den skadede Thomas Rasmussen har været klar. I angrebet virkede Duncan ofte alt for ensom, fordi Farnerud tydeligvis ikke var helt klar endnu, og det blev ikke bedre, da Jallow kom ind.
FCK var - trods sin norske træner - en smule mere på i det offensive. Det skyldes, at kanterne i form af Hutcinson og især Jesper Grønkjær, da han kom på banen, fik for let spil over for de to ringe backer, Elanga og Wass. Derudover sørgede den fremragende Hjalte Nørregaard på den defensive midtbane at lukke ned for Krohn-Dehlis keativitet. Det gav en spillemæssig dominans, der udmøntede sig i to store chancer i første halvleg, hvor Santin efter et kvarter og Pospech på et flot hovedstød tre minutter efter kunne have bragt FCK foran.
Da scoringen faldt 12 minutter før tid, var det da også Jesper Grønkjær der fra højre siden der med sin teknik nedlagde Brøndby-anfører Gislason, lagde bolden indover til en fremstormende Ailton, som vristede sig af sin oppasser Daniel Wass og kunne score. 1-0 til FCK på et tidspunkt, hvor FCK havde overtaget og egentlig spillede bedst. Og lige som i de hidtidige 78 minutter havde Brøndby ingen offensive svar. Ingen måde at forcere den hvide mur på. Ingen anden udvej end nederlaget.
Slette denne side fra fortællingen om det københavnske derby kan de ikke. For klichéerne, tilsviningerne og smædekampagnerne vil fortsætte. Altid.
