Uroen ulmer i Parken Sport & Entertainment. Den mangeårige storaktionær Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som sendte Don Ø ud i kulden, forbereder exit fra Parken.
Grundet den megen ballade i Parken-bestyrelsen og internt mellem aktionærerne overvejer den mangeårige storaktionær LD nu alvorligt et salg af sin store aktiepost i underholdningskoncernen. Investeringsforeningen har svært ved at enes med især rigmanden Erik Skjærbæk, der ejer godt 16 procent af Parken.
Efter en årrække med trofast opbakning overvejer Parkens storaktionær Lønmodtagernes Dyrtidsfond alvorligt et salg af sine aktier i den københavnske underholdningskoncern.
Det sker efter længere tids strid i både bestyrelsen og mellem de forskellige aktionærer i det børsnoterede selskab, der blandt andet ejer fodboldklubben FC København, badelandet Lalandia og fitnesskæden fitness.dk.
Uenigheden drejer sig primært om den jyske rigmand Erik Skjærbæks rolle i Parken, da milliardærens facon går meget dårligt i spænd med LDs ageren som storaktionær, og samtidig er LD ikke begejstret for, at den tidligere maskinmester efter mindre end en måned er raget uklar med Parkens nye formand, Lars Johansen.








