Lars Jacobsen var ikke tilfreds efter FC Københavns nederlag i Bukarest
Et selvforskyldt nederlag til Steaua Bukarest. Det var den ærlige konklusion af FC Københavns anfører Lars Jacobsen efter en smal 1-0 nedtur i Bukarest.
- Det var unødvendigt. Det er vores dårligste kamp i år i spillet med bolden, men vi skal have et point med hjem herfra, siger backen til Canal 9 efter kampen.
- Det er ingen hemmelighed, at vi havde fokus på at holde nullet, og det var vi tæt på, men vi får ikke flow i spillet, revser Lars Jacobsen sit og holdkammeraternes spil.
Et selvmål sent i kampen af Ragnar Sigurdsson ødelagde en ellers stort set fejlfri defensiv præstation af FCK.
FC København stillede svækket i forhold til idealopstillingen. Kanten Christian Bolaños meldte fra med en skade, men det forhindrede ikke FC København i at levere en taktisk opvisning lige til lærebogen. Og der skulle det sorteste uheld til for at overliste FCK-defensiven. Et indlæg ramte tilfældigt tre stationer og den sidste var Ragnar Sigurdsson, der sendte bolden i eget net.
FCK kiksede dog også selv en stor mulighed i kampens indledende fase. En fuldstændig fri Thomas Delaney brød igennem i hjemmeholdets højre side og kaldte ivrigt på bolden, men afleveringen fra Nicolai Jørgensen var ikke på europæisk niveau, og det, der burde ha' resulteret i en 100 procent-chance, endte som en fuldblods fuser.
- Vi har ikke mange chancer, men vi har nok. Den chance til Delaney skal bare i rusen, ærgrer Lars Jacobsen sig.
Nicolai Jørgensen græmmede sig fuldt forståeligt over sin mistimede pasning. Og det gjorde han igen, da kampen blev fløjtet af sammen med de øvrige hårdt kæmpende FCK'ere.










