FC København har rigtig gode muligheder for en plads blandt de sidste 32 i Europa League, mener Thomas Delaney.
Skal det lykkes for at FC København at sikre sig Europa League-fodbold efter nytår, kræver det en sejr i den sidste puljekamp over rumænske Steaua Bukarest på mere end et enkelt mål eller præcis 1-0.
- På trods af, vi har sat os selv i en svær position, ser det godt ud. Vi kan selv afgøre det i Parken mod Steaua. Det skal nok blive en god kamp, og jeg tror på. vi går videre, siger FCKs unge midtbanespiller Thomas Delaney til sporten.dk.
- Steaua er et godt hold, og jeg synes, de spiller god fodbold. Men i Parken, hvor der forhåbentlig kommer godt gang i den, kan det blive svært for dem. Det ligner 60/40 i vores favør, fortsætter han.
'Løverne' står i den favorable position på grund af torsdagens udesejr på 2-1 over de norske mestre Molde i en kamp, hvor danskerne spillede én godkendt halvleg og én halvleg til dumpekarakter.
- Vi burde lukke den i 1. halvleg til to eller måske endda 3-0, siger Delaney om de første 45 minutter.
- Vi spiller dårligt i 2. halvleg, men der er også lidt klasse at finde. Vi kommer tilbage og får scoret, lyder analysen om spillet efter pausen.
Molde, der trænes af den norske angrebslegende Ole Gunnar Solskjær, imponerede ikke midtbanespilleren, der i Nicolai Jørgensens fravær spillede på FC Københavns venstreside.
- Det er et hold, vi skal slå mange gange ud af ti. Også mere overbevisende. Vi kom for at vinde, og det gjorde vi også, slutter Delaney.










