Malaga vandt 2-0 over Panathinaikos og er på vej i gruppespillet. Læs også, hvordan det gik i aftenens øvrige kval-kampe.
Økonomisk trængte Malaga har ikke haft meget at fejre, siden forrige sæsons fornemme fjerdeplads i Primera Division. Spillerflugt og dårlig økonomi har præget billedet i den spanske klub hele sommeren.
Men nu ser det ud til, at de endelig får noget at juble over - holdet er nemlig godt på vej i Champions Leagues gruppespil. Onsdag vandt Malaga 2-0 på hjemmebane over Panathinaikos.
Begge scoringer faldt i 1. halvleg. Efter 17 minutter gjorde den tidligere Bayern München-forsvarer Martin Demichelis det til 1-0, og med ti minutter til pauseteen blev det også 2-0 ved Eliseu - og det blev også kampens slutresultat.
Også hviderussiske BATE Borisov er godt på vej i det forjættede Champions League-land. På hjemmebane vandt de 2-0 over Hapoel Kiryat Shmona. Angriberen Vitali Rodinov, der tidligere har været rygtet til Brøndby, blev dobbelt målscorer for hjemmeholdet.
Også Dinamo Zagreb og AEL Limassol vandt deres hjemmekampe. Kroaterne med 2-1 over Maribor, mens AEL Limassol en smule overraskende slog Anderlecht med 2-1. Med et kvarter tilbage fik den tidligere Liverpool-spiller Milan Jovanovic rødt kort i det opgør.
Slutteligt spillede Braga og Udinese 1-1 i Portugal.
Tipsbladet.dk









