Et fælt drop af den tidligere Manchester United-målmand Ben Foster giver West Ham United gode muligheder for at komme i Carling Cup-finalen.
Det lignede 1-1, da Birmingham City tirsdag aften var på besøg på Upton Park i det østlige London for at møde West Ham United i den første semifinale i Carling Cup'en.
Men 12 minutter før tid scorede West Ham-mandskabet alligevel dét mål, der kan vise sig afgørende - og det var noget af et drop.
Scott Parker sendte Jonathan Spector afsted på højrekanten, og han afleverede ind til indskiftede Carlton Cole på kanten af straffesparksfeltet. Afslutningen var ikke særligt velkvalificeret, da den umiddelbart var alt for blød, men ikke desto mindre fumlede Birmingham-målmand Ben Foster med bolden, da han ville gribe den, og til sidst endte den imellem benene på keeperen og røg ind i netmaskerne.
Den tidligere Manchester United-keeper kan forsvare sig med, at han blev fanget på det forkerte ben. Men han burde alligevel have afværget scoringen, der gav Premier Leagues bundhold et fornuftigt udgangspunkt i semifinalen, der afvikles bedst af to kampe.
West Ham United har ikke været på Wembley i en finale siden 1981, hvor Liverpool var modstanderen i samme turnering. Finalekampen endte dengang uafgjort, men Liverpool vandt omkampen på Villa Park i Birmingham.
Siden da har The Hammers tabt FA Cup-finalen til netop Liverpool efter forlænget spilletid. Det var i 2006 på Millennium Stadium i Cardiff.
Birmingham CIty var senest i en slutkamp i 2001- iøvrigt også mod Liverpool i Carling Cup-finalen. De blå fra Birmingham tabte dengang på Millennium Stadium efter forlænget spilletid.
Dette års anden semifinale står mellem Arsenal og Ipswich Town. De spiller første kamp onsdag.
NU ER DET GRATIS AT REGERE ENGLAND - KLIK HER OG SPIL PREMIER LEAGUE DRØMMEHOLDET GRATIS HER.








