Lucas Andersen er for første gang med i førsteholdstruppen i Ajax Amsterdam.
Lucas Andersen skiftede på transfervinduets sidste åbningsdag fra AaB til Ajax Amsterdam, og det skete med visheden om, at han skulle bruge sin første tid i Hollands hovedstad på klubbens talenthold. Men midtbanespilleren har på rekordtid kæmpet sig vej til førsteholdet - og i aften kan han få debut.
Frank de Boer har nemlig udtaget den 18-årige dansker til truppen til opgøret mod Vitesse Arnhem i den hollandske Æresdivision. I den 18-mands store trup figurerer foruden Lucas Andersen Lasse Schøne, Christian Poulsen, Christian Eriksen og Viktor Fischer. Kun Nicolai Boilesen mangler set med danske briller.
Opgøret på Amsterdam ArenA fløjtes i gang klokken 18.45.









