Everton har suspenderet en af klubbens talenttrænere, efter at denne kom i slagsmål med en kvindelig fodboldspiller.
Det er julefrokosternes tid, og det betyder som bekendt, at der kan ske ting og sager. Det gælder også, selv om ens arbejdsgiver er en fodboldklub. Det er Premier League-klubben Everton et eksempel på.
Da en række af klubbens ansatte holdte deres årlige julefrokost, kom Mick O'Brien, der er akademitræner i Everton, op at slås med keeperen på klubbens damehold Danielle Hill. Der er forskellige meldinger om, hvem af de to der slog først, men sikkert er det, at O'Brien er blevet suspenderet af Everton.
Desuden har Danielle Hill meldt ham til politiet.
- Vi kan bekræfte, at der er en efterforskning i gang efter et angreb på en 24-årig kvinde i Liverpools centrum. Den 24-årige kvinde blev slået i ansigtet i løbet af hændelsen, og dens fulde omstændigheder er under pågående efterforskning, lyder det fra Merseyside-politiet.
Everton har ikke ønsket at kommentere sagen.
tipsbladet.dk









