Kevin Conboy slipper ikke for en rygoperation
Han spillede sig ind som et trofast element i Ove Pedersens startopstilling i det succesfulde efterår. Men backen Kevin Conboy kommer til at åbne sæsonen med operation og genoptræning. Ryggen har drillet i hele optakten, og nu vil en operation ødelægge forberedelserne yderligere.
- Jeg er blevet undersøgt, og de viste, at der skal et rutineindgreb til i ryggen. Jeg skal opereres på tirsdag, og derefter venter der fire-seks ugers pause. Men lægerne har dog sagt, at når man er i god form, så plejer det at gå lidt hurtigere, siger Kevin Conboy til bold.dk.
- Det er da selvfølgelig irriterende at skulle opereres, men omvendt har jeg givet det chancen med alle mulige alternative behandlinger, og det har ikke virket, så nu skal det bare ordnes, så jeg kan komme tilbage på banen, siger Kevin Conboy uden at turde gætte på, hvornår han kan være i form igen.








