Christian Eriksen åbnede scoringen for Ajax, som vandt 4-0 over Den Haag i den hjemlige liga.
Christian Eriksen og Ajax Amsterdam har ikke haft det alt for let i Æresdivisionen i Holland i denne sæson. For mange pointtab har sendt Ajax bagud i forhold til topkandidaterne.
Men søndag var der ingen problemer for Eriksens hold, da de på hjemmebane mødte midterklubben Den Haag. Udeholdet fik en mand sendt ud med rødt kort efter allerede 10 minutter, og det ødelagde tilsyneladende alle muligheder for point i Amsterdam. Kort tid efter åbnede Christian Eriksen scoringen med sit fjerde sæsonmål i Æresdivisionen.
Den stilling holdt til pausen, men i anden halvleg scorede hjemmeholdet yderligere tre gange til slutresultatet 4-0. Sidste mål blev sendt ind af topscorer Miralem Sulejmani.
Christian Eriksen fik også noteret sig selv for to 'assists', da han lagde op til 3-0 målet, som blev scoret af Dmitri Bulykin, og på elegant vis lagde op til det sidste mål scoret af Sulejmani.
Nicolai Boilesen var ikke med i kampen, da han fortsat er sat udenfor holdet i Ajax med en skade.
Sejren bringer Ajax på 33 point for 17 kampe. Det rækker indtil videre til en fjerdeplads i Æresdivisionen, som føres af Simon Poulsens AZ Alkmaar med 38 point for 16 kampe.








