Christian Eriksen var dybt skuffet efter Ajax' exit i Champions League og kaldte det et mareridt.
Ajax er ude af Champions League efter 0-3 hjemme mod Real Madrid, samtidig med at Olympique Lyon vandt med hele 7-1 over Dinamo Zagreb.
- Jeg havde ikke i mine vildeste fantasier forestillet mig, at det kom så vidt. Selvfølgelig kunne vi tabe til Real Madrid, og selvfølgelig kunne Lyon vinde i Zagreb, men jeg havde ikke drømt om, at de kunne indhente syv mål. Det er et mareridt, sagde Christian Eriksen efter kampen til TV2 Sport.
- Det er en irriterende følelse. Det gik så galt, som det overhovedet kunne, sagde Christian Eriksen.
Ekstra bittert var det for Ajax, at Real Madrid i første halvleg fik godkendt et mål, hvor der tilsyneladende var off-side, mens Ajax fik annulleret to mål p.g.a. off-side, der bestemt så ud som om, de begge burde være anerkendt.
- Det ville være rart, hvis vi havde en dommer, der anerkendte vores mål og en linjedommer med nogle bedre øjne, lød det syrligt fra Christian Eriksen, der ikke kunne finde megen trøst i, at Ajax til foråret skal spille Europa League.
- Vi er selvfølgelig ikke helt ude af Europa, men Champions League er jo så meget bedre, som den danske landsholdssspiller konstaterede.








