Pilen peger på Morten Olsen og Peter Bonde i Mtiliga-sagen, mener Erik Rasmussen
Det er alt for simpelt at stemple Patrick Mtiliga som 'landsforræder' og en spiller, der burde tage sig sammen. Sådan lyder det fra tidligere Superliga-træner Erik Rasmussen, der retter en kritik mod Morten Olsens håndtering af sagen, der i medierne er blevet døbt 'Mtiligate'.
- Som udgangspunkt burde situationen være tacklet anderledes. Både fra Morten og Peter Bondes side, men så sandelig også fra Mtiligas. Jeg synes, at pilen peger begge veje, lyder det fra Erik Rasmussen, der tidligere har stået i spidsen for FC Midtjylland og AGF-mandskaberne, hvor han var kendt for en moderne ledelsesfilosofi.
Han mener, at sagen er blevet behandlet alt for sort og hvidt, og at Patrick Mtiliga er blevet syndebuk for en uheldig situation.
- Når det kører op i en spids er det for nemt at sige, at Mtiliga er en elendig professionel og nærmest landsforræder. Det er for nemt. Han har jo ikke været fuldstændig vanvittig. Det er ikke noget med, at han har givet Morten fuck-fingeren, siger Erik Rasmussen.
Meget ville have set anderledes ud, hvis Morten Olsen og trænerteamet havde haft overskud til at tackle Mtiliga på en anden måde. På den måde var trænerne også med til at svække landsholdet mod Italien.
- Som udgangspunkt vil jeg sige, at hvis man tænker på holdets bedste, så havde det bedste været, at Mtiliga havde spillet. Morten Olsen skulle ikke ligge på knæ for Mtiliga, det er han slet ikke typen, der gør. Men de kunne godt have trukket ham til side, i stedet for at reagere så vildt på Mtiligas reaktion, og sagt, 'det der er altså ikke i orden, men jeg forventer sådan og sådan, er du med på den?'.






