Klubber som Chelsea, Inter og Manchester United meldes parate til at indgå kæmpehandler med den spanske kongeklub.
Den engelske storklub Chelsea afsluttede en flot sæson med en storsejr på hele 8-0 hjemme over Wigan og sikrede sig dermed klubbens fjerde mesterskab.
I Sydlondon hviler man dog ikke på laurbærene, og man ser sig således allerede omkring efter forstærkninger til den i forvejen stjernespækkede men aldrende trup.
Man har længe haft snøren ude efter Liverpools angrebs-es Fernando Torres, som man eftersigende skulle have tage kontakt til. Stenrige og storsatsende Manchester City skulle dog også være stærkt interesserede i den 26-årige spanier, men ifølge The Telegraph har ingen af klubberne hidtil efterkommet Liverpools krav, der menes at være på den gode side af en halv milliard kroner.
Skulle den efterhånden langvarige flirt med 'El Niño' ikke føre til et skifte til Stanford Bridge mener den engelske avis at vide, at de nykårede engelske mestre vil forsøge at lokke Real Madrids argentinske topscorer Gonzalo Higuain til de britiske øer.
Abramovich's klub skulle være parate med et bud i underkanten af 300 millioner kroner for 'El Pipita', hvilket de ifølge Footballpress.net dog ikke er ene om, eftersom de italienske mesterskabsfavoritter og Champions League-finalister fra Inter skulle være klar til at lægge samme mængde penge på bordet.
22-årige Higuain kom til den spanske storklub fra River Plate i 2007 og har siden etableret sig som førsteangriber på trods af massive stjerneindkøb af blandt andre Karim Benzema.
Netop den tidligere Lyon-bomber har ikke helt kunnet leve op til sit prisskilt på ca. 270 millioner kroner, og Real Madrid skulle i følge det engelske site være klar til at lade ham gå for omtrent 215 millioner kroner efter blot en enkelt sæson på Santiago Bernabeu.
Dette skulle vække Manchester United-manager Alex Fergusons interesse. Skotten forsøgte allerede i sommmers at hente den unge angriber til Old Trafford, men måtte se ham skifte til Florentino Perez' storsatsende hold.
Samme engelske hjemmeside beretter om, at Ferguson skulle være villig til at sælge spillere som Ben Foster (29), Michael Carrick (28), Owen Hargreaves (29), Daniel Welbeck (19) Zoran Tosic (23), Anderson (22), Michael Owen (29) og floppet Dimitar Berbatov (29) for at kunne hente nye store navne til De Røde Djævle, der endte med en sjælden trofæ-løs sæson.
Klubben håber at kunne hente minimum 430 millioner kroner på disse spillersalg, hvor også Nemanja Vidic kan blive et salgsobjekt.








