Maksimalt et år endnu har FC København glæde af Bryan Oviedo, der vil til en større klub end de danske vicemestre.
Bryan Oviedo var et stykke tid om at slå igennem i FC København, men da gennembruddet så endelig kom, kom det også med et brag. Der gik nemlig ikke langt tid fra, at costaricaneren havde bidt sig fast i løvernes start 11'er, til selveste Manchester United blev meldt interesserede.
Noget skifte til De Røde Djævle - eller nogen anden klub for den sags skyld - blev det dog aldrig til for venstre backen, der fortsat er i FC København.
Men det vil han ikke garantere, at han er ret længe endnu.
- Det her kan være min sidste måned (i FC København, red.). Jeg venter og ser, hvad der sker, indtil transfervinduet lukker i august. Der har været mange henvendelser, og jeg kan se mig selv i en engelsk klub denne sommer - eller til vinter, hvor jeg frit kan forhandle med andre klubber. Der er tre eller fire hold fra England og Italien, men hvilke der er tale om, kan jeg ikke fortælle, siger Bryan Oviedo til everardoherrera.com.
Venstre backen har et år tilbage af sin kontrakt med FC København, og mere bliver det ikke til i Danmarks hovedstad for Bryan Oviedo.
- Vi har drøftet en forlængelse af min kontrakt, men jeg har opnået meget her i Danmark, og jeg ønsker at forlade klubben og prøve noget nyt og noget større, siger costaricaneren.
Med den viden i baghovedet er FC København nødt til at sælge Bryan Oviedo i det igangværende transfervindue eller senest til vinter, hvis klubben skal tjene penge på backen, der kom til FCK i 2010.
Bryan Oviedo høstede så sent som for et par måneder siden hæder, da han blev kåret som årets pokalfighter i FC Københavns sejr over AC Horsens i pokalfinalen.
tipsbladet.dk









