Parken-direktør begejstret over, at UEFA overvejer at afholde EM 2020 i op til 12 lande.
En EM-slutrunde i 12 lande over hele Europa?
Det kan blive virkelighed, hvis UEFA-præsident Michel Platini får sin vilje. Forslaget vil revolutionere EM-formatet og sprede turneringen ud over hele Europakortet. Og så kan forslaget sende EM til Danmark.
På Østerbro i København hilser Anders Hørsholt, administrerende direktør for Parken Sport & Entertainment, initiativet velkommen.
»Det er bestemt en god idé. Alle initiativer, der er med til at udbrede interessen for fodbold, synes vi, er interessante. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det var en fin måde at forsøge at udvikle produktet på,« siger Anders Hørsholt.
EM til Danmark?
Og Parken lægger gerne grønsvær til EM-kampe.
- Helt bestemt. Jeg kan sagtens forestille mig at se en slutrunde, hvor Danmark spillede sine kampe på hjemmebane i Parken. Idéen er rimelig ny, så vi må vente og se, om UEFA kontakter os,« siger Anders Hørsholt.
Han er ikke bekymret for den megen og dyre rejseaktivitet, det vil medføre for landsholdsfans. Michel Platini mindede da også nøgtern om, at der altså findes lavprisflyselskaber, og at det ikke udgør noget problem at komme fra A til B i Europa.
- Det er nemmere at rejse fra London til Paris eller Berlin end fra Kharkov til Gdansk. Vi vil diskutere det meget seriøst. Det er en idé, jeg føler meget stærkt for, og det vil være nemmere fra et økonomisk perspektiv.
Det er ikke nemt at bygge nye lufthavne og 10 stadions i et land. Denne model vil være et nemmere arrangement, specielt midt i en økonomisk krise. Men det er bare en idé,« siger Platini, der forestiller sig, at hver by skal være vært for fire EM-kampe.
Platini og UEFA har allerede lagt sig ud med fans og iagttagere ved at udvide EM-slutrunden fra 16 til 24 hold gældende fra EM 2016 i Paris. Niveauet ved årets turnering i Polen og Ukraine har høstet store roser i skarp kontrast til den dræbende kedelige VM-slutrunde i 2010.
Udvidelsen vil også betyde, at en eventuel værtsnation vil stå med en større økonomisk byrde, når der skal bygges, infrastruktureres og renoveres. Blandt andet derfor appellerer idéen til Platini, som samtidig åbner for endnu en ekspansion til 32 hold.
Tyrkiet lignede længe det bedste bud på en EM 2020-værtsnation, men Platini antyder, at landet har spillet for højt spil ved også at ansøge om OL samme år.
- Hvis Tyrkiet får OL, er det helt udelukket, at de også får EM, siger Platini.
Skotland, Wales og Irlands fælles bud ligner nu en favorit, såfremt Istanbul ikke får OL.
Men hvis UEFA-komiteen i januar beslutter sig for at gennemføre Platinis idé om at sprede turneringen ud over Europa, er revolutionen af turneringsfodbold for landshold komplet. B







Godt forslag :-)
Det her forslag er noget af det mest geniale, der nogensinde er kommet fra UEFA. Håber virkelig det bliver ført ud i livet. EM har lige været afholdt i to lande, der strækker sig og større afstande end hvad der svarer til afstanden fra Sjælland til Sicilien.
MM