Han er der endnu. Spilleren med de kække bemærkninger. De såkaldte oneliners. Preben Elkjær.
Eksempelvis når han alvorligt erklærer, at man som topspiller aldrig kan forklare sine handlinger på banen, da de er instinktive, intuitive, udløst af et splitsekunds beregning af bevægelserne omkring en, og intervieweren nikkende spørger: Ja, man er vel i instinktets og følelsernes vold, så man kan vel heller ikke sige, hvorfor man opførte sig helt tåbeligt på grund af en dommerkendelse
- Jo, det kan altid forklares, siger han:
- Det var fordi, dommeren tog fejl.
Man kan sige, det er sent. Mange vil sige bedre sent end aldrig. Men Preben Elkjær er nu kommet som biografi. ’Mit liv som Elkjær’ er dog heller ikke hovedpersonens egen idé. Det er medforfatter, journalist Peter Sloth, der har haft held til at overtale Elkjær, som i mange år har sagt nej til den slags. Han havde indtryk af, at biografier skulle sige noget grimt om nogle andre i branchen. Sådan har et ’liv som Elkjær’ aldrig været.
Sådan vil Elkjær fortsat ikke være.
Som titlen siger, handler den ikke om andre end ham selv. ’Mit liv som Elkjær’ – manden er et begreb.
- Det har jeg nu ikke tænkt på. Men der er nok en forskel på en den ene og den anden Elkjær. Den, folk kender og så ham der, de ikke kender.
Og hvad er forskellen?
- Den er stor. Der er selvfølgelig et element af begge i det hele. Men jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg er anderledes derude i offentligheden og har altid været det i forhold til, hvordan jeg ellers er. Hvem skulle eksempelvis have troet på, at Preben Elkjær samler på keramik. Ja, faktisk er det fajance. Og jeg interesserer mig meget for kunst. Hvis jeg var med i den der udsendelse: Gæt en beboer, eller hvad den hedder, så tror jeg ikke, nogen ville kunne gætte mig og mit hjem. Mit hjem er eksempelvis klinisk renset for fodbold. Der er ingen pokaler, vimpler og den slags.
Hvordan er Preben Elkjær så i dag?
- ’Preben Elkjær er en frisk fyr med hurtige bemærkninger’, er der mange, der mener. Ja, men der er jo også en anden Preben Elkjær. Bogen er jo ikke bare de der 12 år på fodboldbanen. Det er det hele. Det er ikke bare spilleren, men også træneren for Silkeborg, klubejeren (B93, red.) og direktøren for TVS (sportskanal, der lukkede igen).
Når du ser tilbage på ham der angriberen, spilleren Elkjær, var det så en anden person?
- Jeg var anderledes som fodboldspiller og er det måske også som menneske. Det er svært at sætte ord på. Det jeg gjorde på en fodboldbane, jamen, det gjorde jeg jo bare. Man tænker ikke, hvorfor gjorde du lige sådan? Jeg føler bare, at jeg også er den person. Jeg kan godt lide at være offensiv.
Uden at det perspektiveres, så bemærker man, at du og professionel fodbold dukkede nogenlunde samtidig op?
- Ja, jeg kom ud af amatørismens tid. Man måtte ikke være for god. Man var ikke værdig til at spille på landsholdet, hvis man fik penge for at spille. Det er virkelig, virkelig vanskeligt at forklare i dag. Landstræneren måtte heller ikke udtage holdet. Han skulle bare træne dem. Han fik spillerne dagen før en kamp. De var udtaget af en komité, og så skulle han lige sørge for at slå England. Men så kom Sepp (Piontek, landsholdstræner, red.).
Hvad betød Sepp?
- Alt, simpelthen. Han kom og sagde til danskerne: I tager ikke jer selv seriøst. Det der med, at I dalrer rundt på den måde, og at det alt sammen skal være hyggeligt, det holder ikke. Det fortalte han os, og han tvang os til at forholde os til det. Da vi så begyndte at træne og opføre os seriøst og følge en taktik seriøst, begyndte vi også at vinde. Hov, tænkte man så, det kan godt være, ham tyskeren har en pointe. Og da vi begyndte at vinde, kunne alle danskere se, at man kan faktisk godt kan komme meget langt, hvis man er seriøs.
’Alle danskere’ – var han ligefrem med til at forandre Danmark?
- Ja, det vil jeg sige. Han kom og sagde, at ’det kan godt være, at I er et lille land, og at jeg kommer fra store Tyskland, men hvis I selv vil, så kan I noget’. Det var vigtigt. Tager du bare fodbolden, så revolutionerede han den fuldkommen herhjemme. Og nej, man skal ikke overvurdere betydningen af fodbold, men man skal heller ikke undervurdere den. Og landsholdet i 80erne var en brik i en forandring mod det mere professionelle og seriøse samfund, hvor man godt måtte måle ting og godt måtte præstere noget.
Hvad er så forskellen på fodbold dengang, du spillede, og nu?
- Tempo har intet med den sag at gøre. Hvis Allan Simonsen havde spillet i dag, havde han stadig været verdensklasse. Måske endda endnu mere, fordi de ikke havde lagt ham ned hele tiden. Jeg hører tit folk sige: Pelé havde ikke kunnet følge med i dag. Jo, Pelé havde også været totalt verdensklasse i dag. Cruyff, det samme. Selvfølgelig! Talentet er det samme, tempoet kan optrænes. Så vores helte som drenge ville stadig være absolutte topspillere i dag. De var enestående dengang, og det ville de også være i dag. Er det ikke dejligt?
Jo, men ville du hellere have spillet i dag?
- Nej, sådan har jeg det ikke. Heller ikke selvom det måske kunne have været til min fordel som angriber. Jeg har jo selv siddet og lyttet til taktikmøder, hvor der blev lagt specielle planer for, hvordan man skulle tage Maradona ud af spillet med alle forhåndenværende midler. Og jeg kunne jo også regne ud, hvad de talte om i det andet omklædningsrum med henblik på at stoppe sådan en som mig. Der blev jo ikke slået hårdt ned på svinske tacklinger bagfra, der var ikke kameraer overalt på alle kampe. I dag går man tilbage og ser på billederne og giver efterfølgende karantæne.
Men er der så også noget, der i dag er ringere, noget, der bestemt ikke blevet bedre?
- Det ved jeg ikke. Det er bare anderledes. Om det er bedre eller dårligere, ved jeg ikke. Men mange af de unge spillere i dag har jo forberedt sig på karrieren i mange år. Vi legede fodbold i min tid. Det gør man ikke mere. Nu bliver talenter spottet, når de er syv-otte år. Når de er 12 år, er de allerede inde i et system, hvis mål er at gøre dem til superligaspillere eller bedre. Hvilket de færreste når. Jeg synes jo, at det var dejligt, vi fik lov at vokse op i små klubber.
Preben Elkjær ryger ikke mere. Han holdt op med at ryge, da han stoppede med at spille. Til gengæld kommer han stadig med bemærkninger direkte til Sepp Piontek. De er ’kæmpe gode venner’, ses privat med familierne og rejser på ferie sammen.
- Ja, hvis nogen havde sagt til Sepp, da han blev træner for det danske landshold, at ham dér Elkjær, ham kommer du en dag til at rejse på ferie sammen med, så havde han sagt: ’Was? Niemals!’
Det kan godt være, at Sepp Piontek kom og ændrede mentaliteten hos Elkjær og kompagni, men Elkjær og kompagni ændrede også Sepp Pionteks. Hvad der i det hele taget var sket uden – hvis ikke frederiksbergdrengen og sønnen af maskinarbejderen på soyakagefabrikken blev til det, der nu er nedfældet i biografien – er selvsagt det rene gætværk. Bortset fra hvis man spørger manden selv.
Han tager tydeligvis spørgsmålet som en anledning til at demonstrere sit ironiske vid.
- Så havde jeg nok undervist på København Universitet, siger han.
