KOMMENTAR
Det bliver så 12 point, der gennem en lang vinterpause adskiller Superligaens tophold og de nærmeste forfølgere. Det er en enorm portion.
Det er vel også for stor en mundfuld. FCK forstærkede i aftes kraftigt indtrykket af, at de danske mestre 2013 spiller i hvidt i hovedstaden.
Det var måske nok ventet, at FC København kunne være sæsonens bedste bud på et dansk mesterskab, men det er alt for tidligt at overveje, hvordan festen skal afvikles til foråret. Det er en kende sløjt, at et ufærdigt FCK-hold spadserer væk med så meget.
Jeg havde selv forventet mere af FC Nordsjælland, som på vej ud af 2012 overhovedet ikke evner at genbesøge topniveauet fra sidste sæson. Det er en mentalt og fysisk træt spillertrup, og man må næsten alene på baggrund af nederlaget i Parken i aftes spørge, om man har været for fedtet i Farum?
FC Nordsjælland er en sælgende udviklingsklub, bevares. Men med lidt mere ærgerrighed taget fra alle Champions League-millionerne havde man måske haft en lidt bredere trup, der ikke skulle gå groggy og halvvejs ydmyget til vinterpause. Det klæder Superligaen med forsigtighed i en tid, der rimer lidt på økonomiske katastrofer. Men forsigtigheden i Farum blev vist dyrere, end den blev smart.
Og sådan bliver det hurtigt tid til et bud på efterårets hold i Superligaen.
Naturligvis med den belgiske FCK-forandringstrold Ariël Jacobs på bænken – selv om Kent Nielsens arbejde med et uprøvet materiale i AaB har fået en masse iagttagere til at skamme sig over spådommene i sommer. Jeg er blandt dem.
Superligaens generelt bedste hænder tilhører FCN-keeperen Jesper Hansen, selv om jeg da i aftes sad mellem et par drop og overvejede, om man skulle hive Steffen Rasmussen ind i sidste øjeblik.
I forsvarskæden står FCK’eren Lars Jacobsen, som vel har dansk fodbolds højest bundniveau og dermed en art international klasse, der egentlig rækker ud over Danmarks grænser. På den modsatte back er Bashkim Kadrii fra OB ved at udvikle sig til en karriere-eksplosion. Men jeg går med FCK’eren Pierre Bengtsson, hvis betydning for FCKs bedste angrebsside er perverst undervurderet.
Centralt står Mtiligas holdkammerat Jores Okore trods flere problemer, end man havde ventet. Og OB’eren Daniel Høegh, hvis fremskridt er foregået i uretfærdig ubemærkethed.
Min midtbane kommer til at savne noget... Mark Van Bommel-svineri. Men det er vel prisen, når man er blevet så glad for lækre fødder, at det gør ondt at skulle se bort fra gennembrudsnissen Kasper Kusk fra AaB. Der bliver i stedet plads til AGF’eren Casper Sloth og OB’eren Rasmus Falk (to landsholdsspillere til startopstillingen senest i 2014) ved siden af FCN’eren Nicolai Stokholm, som i en alder af 36 år stadig ejer så meget klasse, at man hører violiner spille, når han går på banen. Han blev træt, enten fysisk eller mentalt, på vej ind i december. Og med ham faldt resten af holdet. Tilfældigt? Det tror jeg ikke.
I mellemrummet opererer FCK’eren Nicolai Jørgensen, selvfølgelig, og det går forbi min fatteevne, at han ikke allerede er mere integreret på A-landsholdet. Vis mig bare en enkelt dansk fodboldspiller, der kan skabe lige så meget uden assistance!
Og så rekrutterer jeg bare stille og roligt fra topscorerlisten til de sidste to angrebspladser. AGFs Aron Johansson blev tidligere på sæsonen sat i forbindelse med Arsenal, og det morede jeg mig meget over. Men han har været god. Det samme har jo FCK’eren Andreas Cornelius, gennembrudsblenderen, som bliver den næste dansker, der bliver solgt for penge, der kan redde årsregnskaber i hele Superligaen.
Jesper Hansen - Lars Jacobsen, Jores Okore, Daniel Høegh, Pierre Bengtsson - Rasmus Falk, Nicolai Stokholm, Casper Sloth, Nicolai Jørgensen - Andreas Cornelius, Aron Johansson.
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard









Jeg synes måske overfokuseringen på de store hold (jeg er selv FCK fan) er lidt uklædelig.
For det første mener jeg, som andre her i tråden, at Jesper Hansen er groft overvurderet...at han skulle være Superligaens bedste? Det må bero på noget CL-benovelse af en slags. Jeg synes Frederik Rønnow har været Suppens bedste, måske netop på trods af sit hold.
I forsvaret synes jeg Mtiiliga havde været på sin plads. Bengtsson har trods alt været smidt af og har ikke holdt helt samme stabilt høje niveau fra start til slut, selvom jeg er helt enig i din vurdering af hans betydning.
Jeg er også mere til Kusk end til Falk, men det må være en smagssag. Sidstnævnte har haft længere tid til at finde ind i ligatempoet, mens førstnævnte har imponeret fra start og har målfarlighed i sig, hvilket er påkrævet i moderne fordbold, som jeg ser det.
Falk er lige tanden for tandløs, selvom han har et dejligt tempo og drev i fusserne.
Hvad med Johan Wiland. Vist nok har han været skadet, men stadig Jesper Hansen? Det går udover min fatteevne hvordan man kan blive så hypet. Det er helt vildt.
Rasmus Falk og Casper Sloth i startopstillingen i 2014? Hvad med Zimling, Kvist på midten? L. Andersen, V. Fischer og N. Jørgensen er nok foran på kanterne til den tid. L. Schøne og C. Eriksen skal der også være plads til. Jeg har måske også glemt nogen. Helt sikkert er Falk og Sloth inde omkring landsholdet til den tid, men startopstillingen? Det er tilladt at tænke to gange :)
FCK har som det eneste hold lukket < 20 mål ind. Faktisk 4 mindre end de nærmeste. Derfor undre det mig meget at liga´ens åbenbart bedste centrale forsvar ikke er med på efterårets hold bare med en enkel spiller. Det kræver vist en forklaring og ikke nok at skrive de har da deres backer med :-)
Jesper Hansen er dygtig med fødderne, men har har altså aldrig været nogen ørn med hænderne. Den voldsomme overfokusering på at målmænd skal kunne spille fodbold er gået for vidt og Jesper Hansen er den bedste eksponent for det. Man bliver simpelthen nødt til at kunne tage med hænder først og fremmest og dernæst være god med fødderne.