Morten "Duncan" Rasmussen er blevet efterindkaldt til VM-lejren, fordi Nicklas Bendtner ikke er i stand til at træne normalt med resten af landsholdstruppen.
Det giver Celtic-angriberen en uventet chance for at overbevise Morten Olsen om, at han i sidste øjeblik skal spille sig ind i VM-varmen og med til Sydafrika.
- Jeg vil gøre mit bedste, men jeg ved jo godt, at jeg er med her som reserve. Jeg ved ikke, hvor stor min chance er, men det er i hvert fald federe at træne med her end at ligge hjemme på sofaen. Da jeg blev ringet op fredag var jeg sammen med familie i Århus, hvor vi bor i min kærestes lejlighed, fortæller Morten "Duncan" Rasmussen.
- Jeg spillede så sent som i tirsdags for Celtic, så formen er bestemt ikke væk endnu, fastslår den tidligere Brøndby-angriber.
Måske er der endda spilletid i farvandet til Duncan på torsdag i landskampen mod Senegal.
Morten Olsen regner nemlig ikke med Nicklas Bendtner til den kamp, og naturligvis heller ikke med Thomas Sørensen, der er i gang med genoptræning for sin albueskade.
- Det er altid bekymrende, når en spiller er skadet, men det er fint, at Nicklas ikke spillede i de sidste par kampe for Arsenal, for dermed har han allerede fået noget af den hvile, som hans lyske har trængt til. Selvfølgelig har han spillet kampe for Arsenal – han er jo professionel, og han skal spille de kampe på topplan for at udvikle sig, siger Morten Olsen, der ikke vil ind i en snak om, hvorvidt Bendtner har fået for lidt hvile i den engelske klub.








