AaB's nye angriber spiller sig ud af skuffelserne han oplevede i Celtic og Mainz 05
Angriberen Morten Duncan Rasmussen er ankommet til AaB med to store skuffelser i bagagen. Eventyrene i Celtic og Mainz 05 blev aldrig lykkelige, og danskeren blev parkeret på bænken.
Men det tynger ikke den målfarlige angriber, siger han til Jyllands-Posten.
- Hvorfor skulle jeg være påvirket af det? Jeg har jo scoret, men kan ikke styre alt omkring mig, siger Morten Duncan Rasmussen.
I både Celtic og Mainz 05 begyndte opholdene med spilletid og mål. Alligevel blev han parkeret på bænken, og derfor er han nu tilbage i Superligaen.
- Det siger sig selv. Jeg har ikke fået så meget spilletid, som jeg gerne vil have, og er så søgt andre steder hen. Først til Tyskland og nu til Aalborg. Jeg elsker at spille, så hellere prøve mig af et andet sted end at kukkelure på bænken, siger angriberen til Jyllands-Posten.









