Ekspert revser Parkens bestyrelse for en ”meget uklog” ydmygelse af Flemming Østergaard.
Morten W. Langer har med hovedrysten fulgt uroen i Parken Sport og Entertainments bestyrelse i den seneste tid og kalder det slet og ret for "en sæbeopera."
Chefredaktøren på Økonomisk Ugebrev mener samtidig, at bestyrelsens seneste beslutning om at trække Flemming Østergaards æresmedlemskab tilbage er helt forfejlet.
- Forretningsmæssigt er det en utrolig dårlig idé og meget lidt gennemtænkt, siger Morten W. Langer.
- Flemming Østergaard har stadig en brandmæssig betydning for Parken. En ting er os, der kigger på virksomhedsdrift og finans, og jeg synes jo heller ikke, at han har gjort det specielt godt som forretningsmand. Men det, der betyder noget nu, er hans brandværdi i forhold til FCK-tilhængerne og den øvrige omverden. Flemming Østergaard har skabt en aura omkring Parken, som er noget specielt. Den gør, at Parken ikke bare fremstilles som et betonstadion og et fodboldhold som ethvert andet fodboldhold. Han har sat ansigt på. Så det virker meget, meget uklogt forretningsmæssigt og kommercielt fuldstændig at fjerne det ansigt over night, fortsætter han.
Han læser ydmygelsen af Flemming Østergaard som en hilsen fra de to jyske storinvestorer, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen. De har ifølge Morten W. Langer følt sig lokket til at købe aktier i Parken uden at vide af forretningens reelle sundhedstilstand.
- Det virker som om, at de to jyske investorer er blevet taget lidt med bukserne nede i forhold til deres investering i Parken-aktier. De føler nok ikke, at de af Nordea og Flemming Østergaard har fået fyldestgørende information. De troede, at de købte til rabatpris, men var ikke klar over forfatningen af forretningen, siger Morten W. Langer.
Men hævnen giver imidlertid ingen forretningsmæssig mening. Og samtidig peger Morten W. Langer på, at de jyske investorer også ligger, som de har redt.
- De har lavet deres hjemmearbejde ekstremt dårligt. Grundlæggende burde de jo selv have undersøgt præcis, hvad Parken var for en størrelse, og hvad det var for risici, man var oppe imod, før de købte aktierne. Okay, de er også blevet overhalet lidt indenom af finanskrisen, så de kunne næppe have set det hele. Men de kunne i det mindste have set nogle faresignaler, siger han.








