Didier Drogba vil træne med hos Chelsea forud for de afrikanske mesterskaber.
Didier Drogba vil træne med sin gamle klub, Chelsea, for at holde sig i form til de afrikanske mesterskaber, som finder sted i januar.
- Jeg kan bekræfte, at Didier Drogba vil træne med Chelsea for at forberede sig så godt som muligt, siger rådgiveren Thierno Seydi til franske le10sport.com
Didier Drogba forlod i sommer Chelsea efter otte år i klubben til fordel for Shanghai Shenhua i Kina, men den kinesiske sæson er forbi, og derfor vil den nu 34-årige angriber træne med sin gamle klub for at holde sig i form til de afrikanske mesterskaber, African Cup of Nations, som finder sted i januar 2013.
Hvornår Frank Lampard, Fernando Torres og de andre Chelsea-spillere får Drogba som trænings-kammerat, vides ikke.
- Ikke endnu. Nu må vi se. Men målet er at forberede sig så godt som muligt til African Cup of Nations, siger Thierno Seydi.
Didier Drogba og Elfenbenskysten er i indledende pulje med Tunesien, Algeriet og Togo ved mesterskaberne, som finder sted i Sydafrika.









