Ivorianeren Didier Drogba fra Chelsea er for anden gang blevet kåret til Årets Spiller i Afrika.
Didier Drogba fra Chelsea er blevet kåret til årets afrikanske fodboldspiller.
Den 32-årige angriber lavede fem mål, da Elfenbenskysten kvalificerede sig til VM, og han scorede også for Chelsea i FA Cup-finalesejren over Everton i maj 2009.
I denne sæson har han indtil videre lavet 25 mål for Chelsea.
- Jeg har stadig den samme lidenskab for spillet. Jeg er stadig lige så sulten efter at vinde medaljer, som jeg altid har været, siger Didier Drogba ifølge BBC.
Det er anden gang, Didier Drogba vinder prisen. Han blev også kåret som bedste afrikanske fodboldspiller i 2006. Derudover var der rygter om, at han også skulle have været kåret til Årets Spiller i 2007, men at prisen i stedet gik til FC Sevillas Frederic Kanouté fra Mali, fordi Didier Drogba ikke havde mulighed for at deltage i selve pris-overrækkelsen. Dette benægtede det afrikanske fodboldforbund (CAF) imidlertid.
Camerouneseren Samuel Eto'o (FC Barcelona/Inter) blev nummer to i årets afstemning, mens ghaneseren Michael Essien (Chelsea) blev nummer tre.
Algeriet blev kåret til Årets Hold i Afrika efter at have elimineret Egypten i VM-kvalifikationen og være nået til semifinalerne i African Nations Cup.








