- Det var et perfekt tidspunkt at score første mål i Champions League, siger Dortmunds Ivan Perišić efter kampen mod Arsenal.
Dortmunds Ivan Perišić scorede noget af en perle i de døende minutter mod Arsenal, der var totalt udspillet på Signal Iduna Park. Med blot to minutter tilbage af kampen bankede den uslebne kroatiske juvel bolden over i det fjerneste hjørne til resultatet 1-1. En regulær Champions League-perle.
Det var første Champions League-mål for den 22-årige offensive midtbanespiller, der var godt glad for dét mål:
- Til tider drøner bolden op på tilskuerpladserne, andre gange flyver bolden i kassen, men denne gang endte det med at danne den perfekte ramme for mit første mål i Champions League, sagde Dortmunds Ivan Perišić efter kampen til UEFA.com.
Indtil videre er det blot blevet til 131 minutter fordelt over fem indskiftninger for Perišić, der også blev indskiftet i kampen mod Arsenal. Han skiftede til Dortmund fra belgiske Club Brugge, hvor han fra en midtbaneposition blev ligatopscorer med 22 mål i Jupiler Pro League.
Selvom det er blevet småt med spilletid, så har det kroatiske stortalent accepteret, at situationen ikke kan være meget anderledes på nuværende tidspunkt.
- Alle vil gerne være med i startopstillingen, men jeg er lige skiftet til Bundesliga-mestrene, og det er ikke nemt at få en chance fra start. Jeg må bare gøre mit bedste for at komme på holdet, og jeg tror, at hvis jeg viser mere af, hvad jeg viste i aften, så bliver det ikke noget problem for mig, slutter Dortmunds målhelt Ivan Perišić.
Dortmund købte kroaten fri fra kontrakten i Club Brugge for omkring 40 millioner kroner.








