Det ligner nok en konfrontation mellem Real Madrid og FC Barcelona i den spanske pokalturnering efter Real-sejr over Malaga.
Real Madrid vandt 1-0 over Malaga i tirsdagens returmøde i den spanske pokalturnering, Copa del Rey, og dermed tyder alt på to nye opgør mellem ærkerivalerne Real Madrid og FC Barcelona.
Tirsdag var de forsvarende pokalmestre taget til Malaga, hvor holdet vandt 1-0 takket være et mål af Karim Benzema 18 minutter før tid - en scoring, som hjemmeholdets målmand, Willy Caballero, må tage på sin kappe. Han havde tilsyneladende grebet franskmanden ud, men bolden røg efterfølgende under den argentinske keeper og ind i nettet.
Real Madrid havde et forspring på 3-2 fra den første kamp, hvor Malaga havde vundet første halvleg 2-0, men hvor hovedstadsmandskabet så havde svaret stærkt igen i 2. halvleg.
Den samlede sejr på 4-2 betyder efter alt at dømme, at holdet skal spille to kvartfinaler mod ærkerivalerne FC Barcelona, som Real Madrid vandt over i sidste sæsons pokalfinale efter forlænget spilletid.
FC Barcelona mangler endnu at spille returkamp i Pamplona mod Osasuna, men de spanske mestre har vundet den første kamp med 4-0, så meget skal gå galt for Josep Guardiolas tropper, hvis de ikke skal gå videre til kvartfinalen.
Til kvartfinalen må Real Madrid iøvrigt undvære Alvaro Arbeloa, som fik to gule kort og dermed rødt til allersidst i tirsdagens kamp i Malaga.








