Dennis Sørensen er meget glad, efter at han lørdag spillede sin første kamp for Energie Cottbus i 15 måneder.
Lørdag den 15. januar var en speciel dag for fodboldspilleren Dennis Sørensen.
Den tidligere danske landsholdsspiller spillede sin første turneringskamp i over 15 måneder, da han blev skiftet ind for Energie Cottbus i de sidste 10 minutter af 1-3-nederlaget ude mod Fortuna Düsseldorf.
- Det var utroligt dejligt, men også lidt mærkeligt, siger Dennis Sørensen til Ritzau.
- Jeg har været ude så længe, og selv om jeg ikke helt har glemt, hvordan det er, så føltes det lidt som om, at jeg stod og skulle spille min første Bundesliga-kamp, siger Dennis Sørensen.
Den danske offensivspiller har været ude med en brækket fod, og pausen blev ekstra lang på grund af komplikationer.
Dennis Sørensen lægger ikke skjul på, at det har været surt i perioder. Derfor var de 10 minutter på banen mod Düsseldorf meget kærkomne.
- Jeg er utroligt glad for, at jeg er kommet dertil, hvor jeg er klar til at spille igen. Ikke kun til træning og i træningskampe, men også i de kampe, der gælder noget, siger han.
Energie Cottbus er blandt de hold, der ligger godt med i kapløbet om oprykning til den bedste tyske fodboldrække. Dennis Sørensen er også afklaret med, at han næppe er i startopstillingen med det samme.
- Det ligger måske et par kampe ud i fremtiden. Nu fik jeg 10 minutter i går, og så får jeg måske lidt mere i de næste kampe. Og på et eller andet tidspunkt er jeg sikker på, at det er mig, der skal i startopstillingen, siger Dennis Sørensen.
/ritzau/








