David De Gea får kritik for sin præstation, mens Daniel Agger bliver hyldet efter Liverpool slog Manchester United 2-1 i FA Cuppen.
Anders Lindegaard blev lørdag sat på bænken, efter han længe har været førstemålmand i Manchester United. Men Lindegaard kan meget vel være tilbage i målet allerede i næste kamp, for De Gea spillede nok engang en dårlig kamp.
Fodboldsitet Goal.com har efter kampen givet David De Gea karakteren 4 på en skala, der går til 10. Tilmed har De Gea fået det kedelige stempel "Flop of the Match" med ordene:
- Spanieren var blevet valgt fremfor Anders Lindegaard, men så nervøs ud, da han konstant havde problemer med indlæg. Liverpool gik til ham ved hjørnesparkene, og han var helt væk, da Agger headede bolden i mål, og han blev let passeret ved Kuyts afgørende mål, skriver Goal.com.
Også den engelske avis Daily Mail sender hårde ord i retning mod David De Gea:
- David de Gea, som havde en frygtelig eftermiddag, efter han var tilbage på United-holet, kunne måske have reddet sit hold, men han stod på det forkerte ben og blev snydt tæt på stolpen, skriver avisen om Dirk Kuyts mål til 2-1.
Helt anderledes ser det ud med Daniel Agger, som viser topform i Liverpool for tiden. Ikke alene scorede Agger det første mål i kampen, han var også en stærkt spillende forsvarer med en vigtig brik i det opbyggende spil.
- Danskeren viste god spilforståelse, og byggede spillet op nede fra med præcise afleveringer. Han sendte Liverpool i front efter 21 minutter med et fremragende hovedstødsmål på Gerrards hjørnespark, skriver Goal.com, som har kåret ham til "Top of The Match" med karakteren 7.5.








