Feriepengesagen bliver i første omgang ikke et anliggende for DBU, fortæller Jim Stjerne Hansen.
Brøndby meddelte tirsdag ifølge Spillerforeningens direktør, Mads Øland, at de ikke agter at betale de 4 mio. kr., de for 14 dage siden blev dømt til at betale senest i dag.
Tidligere i forløbet har DBU overfor ekstrabladet.dk fortalt, at manglende betalinger til spillerne øjeblikkeligt vil blive taget op i bestyrelsen eller disciplinærudvalget, og at det i værste fald kan medføre udelukkelse for resten af sæsonen.
Det gælder imidlertid ikke manglende betalinger i Feriepengesagen, men udelukkende i forbindelse med poster som løn og transfer, siger DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, til sporten.dk.
- Den her sag (feriepengesagen, red.) ligger som en Voldgiftssag, så det er ikke os, men et anliggende mellem voldgiftsretten, Brøndby og Spillerforeningen. Vi ville kunne gribe ind, hvis det handlede om de løbende betalinger såsom løn til spillerne eller transferposter til andre klubber, siger Jim Stjerne Hansen.
- Derfor kan man sige, at i forbindelse med licenssystemer, financial fair play og sanktioner i DBUs system, så er det mere afgørende, om Brøndby kan betale løn på fredag, siger Generalsekretæren.







