Den danske eks-landsholdsspiller arbejder på at banke den sidste rust af fysikken og er glad for opholdet i Serie A bundproppen Novara.
Når man har stået med ryggen mod muren rent karrieremæssigt, er det en glæde bare at have græs under støvlerne igen og få spilletid.
Det kan Daniel Jensen skrive under på, for den danske midtbanespiller er gået fra glemslens aske til begivenhedernes brændpunkt på mindre end en måned.
- Det kunne umiddelbart godt virke en smule hovedløst, men efter et halvt år uden klub og et år uden kampe, er det virkelig dejligt at komme i gang igen, siger den 32-årige dansker til sporten.dk.
Daniel Jensen skrev i begyndelsen af januar under på en 18 måneders kontrakt med Serie A-klubben Novara efter at have haft status som klubløs i mere end et halvt år og inden da have været igennem et skadeshelvede med en betændt achillessene.
Den tidligere Werder Bremen-spiller var af samme grund nået til det punkt, hvor han overvejede et fuldt stop som fodboldspiller af hensyn til familien, inden oprykkerne fra Novara slog til.
Onsdag blev Novara slået ud af den italienske pokalturnering af AC Milan efter forlænget spilletid. Jensen gjorde et fornuftigt indhop og alene sceneskiftet fra fodboldens arbejdsløshedskø til en optræden på San Siro, har været optur for den danske eks-landsholdsspiller.
- Lige nu er det vigtigste selvfølgelig at være skadesfri og så komme rigtigt i form. Jeg har selvtrænet i den periode, hvor jeg ikke havde nogen klub, men det er altså noget andet at løbe ligeud og så spille kamp med skift i tempo og intensitet, det kan jeg godt mærke, erkender Jensen.
- Spillemæssigt er det dog gået ok, og jeg synes selv, det har været et skulderklap fra træneren (Attilio Tesser, red.), at jeg på så kort tid har fået chancen, mener Daniel Jensen, der er positivt overrasket over sin nye klub.
- Novara har eget anlæg og faciliteterne er i top. Det virker som en klub med visioner og der er opbakning fra en præsident (Carlo Accornero, red.), som ejer flere privathospitaler, fortæller danskeren, som trods en sidsteplads i Serie A ikke er voldsomt bekymret for nedrykningsspøgelset. Endnu.
- På søndag møder vi AC Milan igen og vi skal nok vente en anden kamp end den, vi lige har oplevet i pokalturneringen. Men derefter har vi nøglekampe mod nogle af de hold, vi skal forbi, hvis vi skal fri af nedrykning, og der er tiltro til, at vi selv kan afgøre det, siger Jensen med henvisning til udeopgøret mod Palermo og de efterfølgende hjemmekampe mod henholdsvis Chievo og Cagliari.








