FC Københavns sportsdirektør ærgrer sig ikke over fortiden. Han lever i nutiden og forbereder fremtiden, når han ser Champions League i Parken. Men lidt ondt gør det stadig, fornemmer man.
I dag er det sidste gang i denne omgang, at FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen kan kigge ud af vinduet fra kontoret på 8. etage og ned på hjemmebanen, der er blevet klædt på til Champions League.
De normale reklamer er dækket til til fordel for Champions League-sponsorerne, i pressegangen er der igen blevet hængt FC Nordsjælland-billeder oven på de sædvanlige FCK-fotos, og om fire timer løber de danske mestre på banen til tvekampen mod Shakhtar Donetsk.
Og hvordan mon det så føles, når man ser det hele oppe fra 8. etage fra et kontor med masser af europæiske vimpler og minder fra FC Københavns egne ture i den store europæiske klubturnering?
- Nej, det har vi lagt bag os. Det nytter ikke noget stadig at kigge efter den uafgjorte, der skulle være vekslet til sejr i sidste sæson, for at det var os, der havde spillet dernede. Man kan ikke gøre noget ved det, så man må leve med fortiden og så i stedet gøre noget ved det aktuelle, som vi gør.
- Og så er det da godt nok, at FCN har givet lidt tilbage ved at spille deres tre hjemmekampe her i Parken, siger Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.
Men han tilføjer også:
- Det er jo en lille huskekage hver gang, de spiller. Man kan godt få den tanke, at "det burde have været os," men det er det ikke. Det er fortid, og det tjener ikke noget at hænge i den, lyder det fra sportsdirektøren, der ikke nøjes med at følge Champions League-påklædningen af Parken oppe fra kontoret.
Han går også ned og sætter sig til kampen.
- Ja, jeg er på plads hver gang for at mærke stemningen og fornemme kvaliteten. Det gælder jo om at følge med og fornemme niveauet, så man ikke får et chok, når det forhåbentlig igen er os, der står der. Det ser jeg som en del af jobbet.
- Ellers ser jeg bare kampene som neutral iagttager. Selvfølgelig vil man gerne have danske point til koefficienten, men derudover er jeg neutral, kommer det fra en af aftenens tilskuere til Champions League-kampen mellem FC Nordsjælland og Shakhtar Donetsk.
tipsbladet.dk









