Manchester City slog FC Porto ud af Europa League takket være en sejr på 4-0, der blev grundlagt på et lyn-mål.
Der var blot spillet 19 sekunder, da Manchester City reelt sikrede sig den samlede sejr i Europa League-opgøret mod FC Porto.
Efter en fæl fejl i det portugisiske forsvar opsnappede Manchester Citys Sergio 'Kun' Agüero bolden, som driblede og sprintede fra alt og alle, inden han udplacerede FC Portos brasilianske målmand, Helton Arruda.
Manchester City havde vundet det første opgør på Estadio da Dragao i Oporto med 2-1, og derfor var lyn-scoringen lige dét, som Premier Leagues førerhold havde brug for.
For FC Porto var det til gengæld en katastrofal start, og den kom de sig aldrig over. Tværtimod var Agüero efter en halv times spil meget tæt på at øge til 2-0, men denne gang ramte argentineren overliggeren.
I 2. halvleg lykkedes det dog for den indskiftede bosnier, Edin Dzeko, at fordoble føringen. Spanske David Silva og chilenske David Pizarro lukkede og slukkede til resultatet 4-0, der samlet gav en sejr på 6-1 over FC Porto, som dermed kan sætte et lille 'eks' foran titlen som Europa League-vindere.








