Evian er desperate for forlængelse med Christian Poulsen. Men den danske landsholdsspiller vil vente.
Efter nogle år med hårde bump på vejen i både Juventus og Liverpool har Christian Poulsen fundet spilleglæden og ikke mindst sit høje niveau igen.
Den danske landsholdsanfører er siden skiftet fra Liverpool blevet en af de vigtigste profiler hos de franske oprykkere Evian, der ud over Poulsen har danskerne Thomas Kahlenberg, Daniel Wass og Stephan Andersen i truppen. Christian Poulsens værdi for Evian er uvurderlig, og derfor står franskmændene også klar med en to-årig forlængelse af den kontrakt, der udløber til sommer. Sportsdirektør Pascal Dupraz havde håbet på en hurtig afklaring allerede i denne måned. Men det bliver der ikke noget af.
Christian Poulsens rådgiver, Jørn Bonnesen, bekræfter, at der ikke foregår forhandlinger mellem Evian og Poulsen-lejren.
- Lige nu er det ikke aktuelt at forhandle om en forlængelse. Det skal ikke misforstås sådan, at Christian ikke er glad i Evian. For han befinder sig rigtig fint i klubben og har godt selskab af nogle danske holdkammerater. Men Christian har ikke travlt med at få noget på plads, så vi venter med en dialog med Evian, siger Jørn Bonnesen til sporten.dk
Ifølge sporten.dk's oplysninger har Christian Poulsen meddelt Evian, at han gerne vil vente med kontraktforhandlinger, og alt tyder på, at det først bliver efter sæsonafslutningen og formentlig først efter EM. Dels fordi Evian stadig er i en vis nedrykningsfare helt aktuelt med blot fire point ned til stregen, og dels fordi Poulsen i topform stadig vil være attraktiv for større europæiske klubber.
Kan miste Poulsen
Poulsens rådgiver, Jørn Bonnesen, ønsker ikke at kommentere sporten.dk's oplysninger om, at Poulsen ønsker at vente helt frem til efter EM. Evians sportsdirektør, Pascal Dupraz, erkender, at Evian er i fare for at miste Christian Poulsen til en større klub.
- Hvis vi kunne, så ville vi lave en to-årig forlængelse i morgen. Christian er en fantastisk fodboldspiller og samtidig et forbillede for de yngre spillere i truppen. Han er meget værdifuld for vores hold, men han er også en spiller, der altid vil være interessant for andre klubber, siger Dupraz til France Football.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra Christian Poulsen.








