Ståle Solbakken vendte om og tog hjem, da han hørte, at dommer Babak Rafati havde forsøgt at tage livet af sig. FC Kölns kamp mod Mainz 05 blev aflyst på den triste baggrund.
FC Köln skulle lørdag have spillet mod Mainz 05 i den tyske Bundesliga, men kampen kom aldrig i gang. Kampens dommer, Babak Rafati, havde forsøgt at begå selvmord.
Ifølge tyske Express opdagede Mainz-spillerne, at der manglede én fra dommer-kvartetten, da de kl. 13.30 gjorde klar til afgang mod stadion. Mainz-spillerne boede på samme hotel som dommer-kvartetten.
Kort tid efter kørte politi- og redningsvogne med udrykning til hotellet, hvor de fandt Babak Rafati på sit hotelværelse. Fodbolddommeren lå ifølge Bild i sit badekar med blødende pulsåre, da redningsmandskabet fandt ham.
- Der var rigtigt meget blod, sagde præsidenten for det tyske fodboldforbund, Theo Zwanziger, på en pressekonference.
Efter at have fundet dommeren gik det stærkt med at få fragtet den 41-årige Rafati, som er af iransk herkomst, til hospitalet, hvor lægerne kæmper for at redde livet på dommeren. Hans tilstand er ifølge Express kritisk.
Babak Rafati har dømt mere end 100 kampe i Bundesligaen siden sin debut i 2005. For tre år siden blev han også udnævnt til FIFA-dommer, og det har gjort det muligt for ham at dømme internationale kampe - bl.a. dømte han FC Midtjylland mod Manchester United i den gamle UEFA Cup - forløberen til Europa League.
Tysk politi har efterfølgende bekræftet, at der er tale om et selvmordsforsøg.
40 minutter før kampen skulle være startet, kom meddelelsen så til publikum, spillere og trænere om, at kampen på den triste baggrund var aflyst. Med den korte varsel kunne det ikke lade sig gøre at finde en erstatning.
Ståle Solbakken vendte ifølge norske VG om på stedet, da han fik beskeden og tog i stedet hjem til privaten for at følge de øvrige kampe.
- Ståle fik besked en time før kampstart. Han var hjemme før os, siger en god ven, Vegard Skogheim, som skulle have overværet kampen, men som nu i stedet skulle se Bundesliga sammen med den tidligere FCK-træner.
Begge mandskaber havde iøvrigt fuld forståelse for, at kampen ikke kunne gennemføres.
- Det var en rigtig beslutning i betragtning af omstændighederne, sagde FC Kölns sportsdirektør, Volker Finke, til Express.
- Det vigtigste er, at hr. Rafati igen bliver frisk, sagde hans Mainz-kollega, Christian Heidel, til Allgemeine Zeitung i Mainz.
Hvornår kampen mellem FC Köln og Mainz 05 nu skal afvikles, vides ikke i skrivende stund.
Der blev spillet fire andre Bundesliga-kampe lørdag eftermiddag.
Borussia Mönchengladbach kom op på andenpladsen efter Bayern München takket være en sejr på hele 5-0 hjemme over Werder Bremen. Gladbachs bedste spiller, Marco Reus, viste storform ved at lave tre af de fem mål.
Klaas-Jan Huntelaar scorede to gange, da Schalke 04 hjemme vandt 4-0 over FC Nürnberg og kom op på tredjepladsen. VfL Wolfsburg vandt 4-1 i lokalopgøret mod Hannover 96.
Endelig spillede SC Freiburg og Hertha Berlin 2-2.








