Wolfsburg-træneren havde overraskende både Kjær og Kahlenberg i startopstillingen.
0-0 på udebane mod Augsburg er vel ikke det store at tale om i folkevognsklubben Wolfsburg i den tyske bundesliga? Jo det er da, for efter 0-4-blamagen mod Hannover var der klar spillemæssig fremgang. Og endnu vigtigere set med danske briller. Både Simon Kjær og Thomas Kahlenberg fik deres sæsondebut og startede endda inde.
Den danske duo har længe været i unåde hos træner Felix Magath og udtrykt ønske om at komme væk fra den tyske klub, men træneren valgte altså at give begge sine 'uønskede' danskere spilletid - på midtbanen.
- Det havde jeg ikke set komme. Jeg skulle lige trække vejret og tænke klart, da jeg så mit navn på den plads, men det er jo altid langt federe at spille end at sidde på bænken - også selv om det er en ny plads. Det er nogle helt andre løbemønstre, og jeg var vildt smadret bagefter, erkender Simon Kjær ifølge bold.dk.
Også Thomas Kahlenberg var overrasket over den pludselige tillid fra træner Magath.
- Selvfølgelig var jeg overrasket over, at jeg kom til at spille, men jeg er også glad for det. Det var herligt, siger danskeren ifølge Wolfsburger Allgemeine.
Og måske bliver der snart mere at glæde sig over. For Felix Magath, der ellers ikke har været særlig danskervenlig på det seneste, jublede efterfølgende over sin danske satsning.
- Jeg er meget tilfreds. For første gang spillede de rigtig godt, siger Magath til Wolfsburg Allgemeine.
Wolfsburg-træneren valgte som nævnt at bruge Simon Kjær på den defensive midtbane - en plads danskeren ikke har spillet tidligere i sin professionelle karriere.
- Vi ønske en stor og hovedstødsstærk spiller mere på midtbanen, og det fik vi med ham, siger Magath, der tidligere på ugen havde Simon Kjær til personlig samtale oven på landsholdssamlingen omkring Danmarks VM-kvalkamp mod Tjekkiet.
- Vi talte om hans situation, om vores situation og om forholdet mellem os, beretter Magath.
Måske er det den samtale, der har banet vejen tilbage til start-11eren hos bundesligaholdet. Selv om det var på den uvante plads på midtbanen. Hvor Kjær i øvrigt fungerede fint.
- Simon var meget stærk i nærkampene, og gjorde det rigtig godt, fortæller Thomas Kahlenberg, der havde en kæmpe mulighed for at afgøre kampen til Wolfsburgs fordel.
- Det havde naturligvis været helt utroligt. Men vinklen var desværre for spids, siger Thomas Kahlenberg til Wolfsburger Allgemeine.









