Fabio Capello har sagt sin stilling som engelsk landsholdsmanager op.
Fabio Capello har sagt sin stilling som engelsk landsholdsmanager op.
Det skete onsdag aften på et møde med formanden for det engelske fodboldforbund (FA), David Bernstein.
- FA kan bekræfte, at Fabio Capello d.d. har opsagt sin stilling som manager for det engelske fodboldlandshold, lød det i en pressemeddelelse fra forbundet.
Stridens kerne drejer sig om valget af anfører.
Her har forbundet ønsket at fratage Chelsea-spilleren John Terry anfører-hvervet, fordi han er involveret i en sag, hvor han er anklaget for at have anvendt racistisk sprogbrug over for Anton Ferdinand fra Queens Park Rangers i en ligakamp.
Med til historien hører, at Fabio Capello selv en gang tidligere har frataget John Terry anfører-bindet. Det var efter, at det kom frem, at Chelsea-anføreren havde haft en udenomsægteskabelig affære.
Siden tog Fabio Capello altså John Terry til nåde, og han har ladet forstå, at han ikke ønsker forbundets indblanding i, hvem der skal være anfører for landsholdet. Og det var altså den konflikt, som udløste onsdagens opsigelse.
Den nu 65-årige italiener Capello blev ansat som manager for England, efter at det mislykkedes for holdet at kvalificere sig til EM i 2008. Han erstattede ved den lejlighed Steve McClaren.
England var med ved VM i 2010. Holdet kvalificerede sig til slutrunden uden problemer, men det gik knap så godt i Sydafrika, hvor holdet med besvær gik videre fra den indledende pulje, inden det i ottendedelsfinalen gik galt mod ærkerivalen Tyskland, der vandt hele 4-1.
England har også kvalifceret sig til EM i 2012. Her er holdet i pulje med værterne fra Ukraine samt Sverige og Frankrig.
Spørgsmålet er nu, hvem der skal føre England igennem denne slutrunde.
Et meget oplagt valg vil være Tottenham Hotspur-manageren Harry Redknapp, der har haft stor succes i London-klubben, og som netop er blevet frikendt i en sag om skattesnyd.
I første omgang venter en venskabskamp mod Holland 29. februar. Her vil manageren for det engelske U21-landshold, Stuart Pearce, efter alt at dømme stå i spidsen for A-landsholdet.








