Wolverhampton ligger til nedrykning i Premier League. Men det kunne man ikke se mod ubesejrede Manchester United
Der må være nogle folk i Arsenal, Manchester City, Chelsea og måske endda Tottenham, der føler, de skylder Premier Leagues absolutte bundprop en hel del.
Wolverhampton vandt nemlig lørdag aften over Manchester United, og det er første gang, at ligaens nummer ét taber i denne sæson.
Manchester United kom ellers bedst fra start. Efter bare tre minutter måtte Hennessey i Wolverhampton-målet se sig passeret, da Nani bragte United foran.
Men selvom man spiller mod ligaens dårligst placerede hold - nummer 20 - skal man ikke lulle sig selv i søvn. For Wolverhampton ville nemlig stadig lege med.
Bare syv minutter efter udlignede Elokobi, mens Kevin Doyle bragte hjemmeholdet i front fem minutter før pausen. Og så kunne hjemmepublikum ellers bide deres negle helt ned indtil dommeren fløjtede kampen af.
Dermed er Arsenal kun fire point efter United, ligesom City og Chelsea stadig hænger på, mens Tottenham fortsat er outsider til mesterskabet.
United har tilmed et svært program i den næste periode. I de næste fire kampe skal holdet møde City og Wigan hjemme og Chelsea og Liverpool ude.








