Brøndbys Alexander Green træner med NAC Breda fra Æresdivision i de kommende dage
Til sommer udløber Alexander Greens kontrakt med Brøndby, og der er endnu ikke blevet lavet en ny aftale mellem de to parter. Tidligere på måneden fortalte Greens agent således til sporten.dk, at han endnu ikke var blevet kontaktet af klubben i forbindelse med en forlængelse af Greens kontrakt, men det blev senere dementeret af Brøndbys sportschef Ole Bjur, som hævdede, at klubben havde kontaktet Green.
Ikke desto mindre er der ikke meget, der tyder på, at Green fortsætter karrieren i Brøndby. I dag skriver Brøndby på klubbens hjemmeside, at Brøndby-spilleren i de næste dage træner med Æresdivisions-klubben NAC Breda, som leder efter en ny spiller, efter at klubben har mistet en af deres midtbanespillere, Pim Bouwman, til finsk fodbold.
- Alexander har fået muligheden for at vise sig frem i Holland, og det vil vi ikke stå i vejen for specielt med tanke på, at hans kontrakt med Brøndby IF løber ud til sommer, siger Ole Bjur.
Green kom til Brøndby fra Lyngby i 2010, men har ikke siden fået sit gennembrud på Brøndbys førstehold, selv om han har været en del af klubbens såkaldte A-talent-trup.
tipsbladet.dk









