Alexander Farnerud var langt fra succes i Brøndby, men skiftet til Young Boys har nu gjort ham til et emne i både Serie A og Bundesligaen
Alexander Farnerud skiftede i sommeren 2008 tyske Stuttgart ud med danske Brøndby, og det var dengang et skifte med store perspektiver. Farnerud havde gode anbefalinger med sig, og de fleste Superliga-fans havde en forventning om, at svenskeren ville blive en stor succes i Brøndby.
Det blev dog aldrig tilfældet for Farnerud, der - i stedet for at være en profil i Superligaen - udviklede sig til en indhopper uden den store betydning. Derfor var et farvel to-et-halvt år senere ikke overraskende, da Young Boys bød sig til. Og det skifte har den 28-årige spiller næppe fortrudt.
- Tiden i Danmark var enormt hård og blev overhovedet ikke, som jeg havde planlagt. Der var træner-skifte, skidt med spilletid for mig, og desuden fungerede det ikke for holdet. At forlade Brøndby var den bedste beslutning i min karriere, siger Farnerud til fotbollskanalen.se.
Alexander Farnerud er gået fra periferi-spiller i Superligaen til profil i den bedste schweiziske række, og det har samtidig betydet interesse fra de helt store ligaer i Europa. Sampdoria, Fiorentina og Wolfsburg er bare tre navngivne klubber, som ifølge fotbollskanalen.se skulle være interesserede i Farnerud.
Og skulle et bud komme i januar, er Farnerud klar til at tage næste skridt allerede dér.
- Ja, absolut. Men det skal være noget, som tiltaler alle parter i så fald. I sommer var der hold, som ville have fat i mig, men da sagde Young Boys, at de ikke ville forhandle om et salg. Jeg tror også, at de helst vil beholde mig, men hvis det rigtige bud dukker op, så står de nok ikke i vejen, siger Farnerud.
tipsbladet.dk










