Brøndbys direktør vil have fodboldholdet tilbage i top-tre i Superligaen så hurtigt som muligt men erkender, at der også er brug for realisme.
Brøndby rundede den forgangne sæson af med en historisk dårlig placering i Superligaen som nummer ni og er kommet lige så skidt fra start i den nye, hvor det er blevet til to nederlag i lige så mange kampe. Brøndby-spillere, -fans og ledere må finde sig i at klubben efter to spillerunder er placeret på den pinefulde sidsteplads i tabellen.
Brøndby har indtil videre sat efterårets målsætning til en placering i top-seks, men står det til den konstituerede direktør Tommy Sommer Håkansson, skal Brøndby meget gerne skyde sig højere op i tabellen inden for kort tid.
- I sidste sæson sluttede vi på den historisk dårlige 9. plads, og det skal vi meget gerne have flyttet, så vi igen bliver en top-tre klub så hurtigt som muligt, siger Tommy Sommer Håkansson til tipsbladet.dk.
Direktøren er dog godt klar over, at "så hurtigt som muligt" kan opfattes som hurtigere end, hvad der er tænkt.
- Ting tager tid, og det skal vi hele tiden have for øje. Vores målsætning for efteråret hedder som bekendt "mindst top-seks," men vi skal hele tiden huske at være realistiske. Men jeg håber da, at det kan lade sig gøre at bringe Brøndby tilbage til toppen af dansk fodbold i løbet af et par år, selv om jeg ikke vil udstede garantier.
- Vi har en stor talentmasse med stærke profiler, og en del af dem er allerede inde omkring førsteholdet og var det også i foråret. Unge spillere skal lære og få erfaring af kampene i Superligaen, men flere af spillerne fik allerede i sidste sæson flere hår på brystet.
- Vi har tidligere ikke lagt skjul på at vi ser mod Dortmund, hvor det i løbet af få år er lykkedes at opbygge et fantastisk fodboldbold med helt unge spillere. Ikke at vi præcis skal og kan gøre som i Dortmund, men vi kan godt se dem over skulderen og lade os inspirere af det arbejde, der er lavet, lyder det fra direktøren.
At talenterne i den grad bliver brugt i Brøndby, skinnede specielt i gennem i premierekampen i forrige weekend mod OB, hvor holdets gennemsnitsalder var den laveste nogensinde til en Superligakamp. Her stillede Brøndby med 11 spillere, der gennemsnitligt var 23 år og 337 dage.
tipsbladet.dk










