Randers FC's Nicolai Brock-Madsen er fortællingen om den tynde linje mellem at ende i det forkerte miljø og så bruge fodbolden til at gå den rette vej. Her fortæller han med egne ord om vejen fra en ikke helt almindelig opvækst til spirende Superliga-profil

Hård kerne

- Min far kom mere i det hårde miljø, da jeg var mindre. Det gør han ikke i dag. Der var nok mange, der ville kalde ham rocker dengang, men det var han aldrig, selv om han kom i de kredse. Min far har lavet nogle ting i sin ungdom, han måske ikke skulle have lavet. Men for mig har han altid været en god far, og altid været der for mig. Og jeg vil altid respektere de valg, han har truffet i sit liv og de mennesker, han har kendt.

Sats på fodbolden

- Min far har nok været mere overbeskyttende over for mig end mange andre forældre, fordi han selv har været ude i nogle hårde ting. Han har altid været mere striks end de andres forældre, når jeg skulle i byen, og insisterede på at komme og hente mig. Og så er det altid ham, der har holdt fast i, at jeg skulle bruge min fritid på fodbolden. Han holdt fast, selv når jeg ikke rigtig gad. Men det betød også, at jeg fik mange flere fodboldkammerater i stedet for de hårde drenge, som jeg også kendte lidt til igennem min fars omgangskreds.

De største støtter

- Både min far og mor er mine største støtter. De er altid på stadion, og min far betragter jeg som en af mine bedste venner. Han er leder i et rengøringsfirma og er ude af det rå miljø. Det er ham, jeg ringer til først, som da jeg blev udtaget til Ligalandsholdet, eller hvis jeg har haft en dårlig træning og har brug for at snakke. Jeg føler mig privilegeret, at jeg har sådan et forhold til min far.

Brock-tatoveringen

- Da jeg var 18 år, ville jeg have en tatovering, hvor der stod Brock. Det er mit efternavn, og jeg er stolt af min familie. Jeg var lidt i tvivl om, hvor jeg ville have den. De fleste har sådan én på armen, så jeg valgte maven, da jeg ikke kendte nogen, der havde sådan en tatovering der. Jeg lovede mig selv, at jeg ville vise den ved en speciel lejlighed. Så da jeg scorede mit første Superligamål mod Brøndby i efteråret, så hev jeg trøjen op over hovedet. Jeg tænkte, at folk ikke kendte mig, så det kunne de få lov til nu. Det vakte da en del opsigt.

Zlatan som forbillede

- Jeg er vild med en type som Zlatan Ibrahimovic. Det er sådan en type, jeg gerne vil være på banen. Han er god teknisk, han er stærk fysisk, og så gør han en forskel for sit hold. Jeg beundrer også en spiller som Didier Drogba, der er en fantastisk boksspiller, som udnytter sin fysik. Når jeg ser Champions League, så nærstuderer jeg angriberne. Jeg kiggede på, hvordan Robin van Persie agerede i Manchester Uniteds kamp mod Real Madrid. Hvordan han timede sine løb og vendte på sin modspiller. Jeg forsøger at tage sådan nogle ting med over i træning og kamp.

Gennembrud i Randers

- Jeg er lykkelig for at have startet foråret med tre mål i to kampe. Men jeg ved også, at tingene hurtigt vender i fodbold. Jeg forsøger at fokusere udelukkende på den næste kamp, selv om det lyder som et kedeligt standardsvar. Men i min alder skal jeg ikke tænke alt for langt frem. Det er vigtigt, at jeg spiller stabilt igennem en længere periode. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Min kontrakt med Randers udløber til nytår. Jeg er i en positiv dialog med Randers om en forlængelse, men det kan også være, at der dukker andre interessante ting op til sommer. Jeg vil ikke lukke døre.

Cornelius-drømmen

- Jeg bruger meget FCKs Andreas Cornelius som inspiration. Det er ikke lang tid siden, at vi spillede på U18- og U19 landsholdet sammen og boede på værelse sammen på landsholdsturene. Nu er han Superliga-topscorer, spiller på A-landsholdet og er eftertragtet blandt mange store klubber. Det giver et boost, at så langt er der trods alt ikke op. Jeg fik utrolig meget ud af Ligalandsholdsturen i januar. Det var virkelig specielt at blive trænet af Morten Olsen, som jo har været landstræner, lige siden jeg var knægt.

Vennerne går i skole

- Det er lidt specielt at være 20 år og så spille professionel fodbold. De fleste af mine venner går i skole og kan godt misunde mig for, at jeg ikke skal lave lektier og arbejde efter skole for at tjene lidt penge. Men så kan de også ting, jeg ikke kan. De kan spise, hvad de vil og gå i byen fredag og lørdag, hvis de vil. Men jeg savner ikke de der byture mere. Jeg har været sammen med min kæreste Line i tre år, og vi bor sammen, og jeg har ikke længere noget større behov for at gå ud. Hun gør, at jeg kan fokusere 100 procent på fodbolden.

Medaljeklar i Randers

- Alle i Randers taler om, at vi kan få medaljer i år. Men i truppen kigger vi kun på de kommende kampe. Hvis vi ligger på tredjepladsen, når der resterer tre runder, så kan vi snakke om medaljemuligheder. Men det er bare fantastisk, at vi ligger så godt nu, og jeg vil som Randers-knægt være vildt stolt, hvis jeg kan være med til at sikre klubben bare en top-4 placering. Det vil jo være historisk, fordi klubbens bedste placering nogensinde er en femteplads.

Om fem år

- Når jeg er 25 år, er den store drøm at spille i en af de større Premier League-klubber. Min favoritklub er Liverpool. Men for at det skal være realistisk at spille i Premier League, så skal jeg først ud i en lidt større klub end Randers og vise mit værd. Jeg har tålmodigheden, og jeg tror på, at jeg kan nå langt. Jeg har ikke nogen uddannelse ud over 9. klasse, så for mig må det briste eller bære med fodbolden. Hvis ikke det går, så er der muligheder nok for at koble sig på en uddannelse. Men lige nu forsøger jeg bare at drive det så langt som muligt.

Tak til Hotel Randers for lån af location