Brasilien bomber sig videre til OL-kvartfinalerne efter en 3-0 sejr over et new zealandsk hold med et niveau, der var ”down under”.
Til trods for at brasilianerne allerede havde kvalificeret sig til kvartfinalerne ved de olympiske lege, var det en smal sag for sydamerikanerne at slå New Zealand i den sidste gruppekamp.
Således skulle Neymar og co. nærmest ikke lægge kræfter i for at udradere et ufarligt new zealandsk mandskab, og brasilianerne er nu videre fra gruppen med maksimumpoint efter dagens 3-0 sejr.
Efter 20 minutter slap Leandro Damiao igennem New Zealands forsvar, og selvom hans skud manglede præcision, kunne New Zealand-målmanden ikke afholde Internacional-angriberen fra at score.
Allerede en håndfuld minutter senere blev tingene atter sat på plads af Damiao. Alex Andro satte denne gang angriberen op, som tæt inde under mål ikke havde besvær med at skrabe bolden ind over stregen.
Tottenhams Sandro lukkede ballet, da han i anden halvleg nåede højest på et Marcelo-frispark og sikrede brasilianerne en behagelig sejr, der sender dem videre fra gruppen sammen med Egypten, der med en 3-1 sejr over Hviderusland sikrede deres vej til kvartfinalerne.
tipsbladet.dk









